English    Dansk

Poul Madsen - Tekst & billeder

Tekster skaber historier
Billeder inspirerer
Sammen skaber de liv

Tekster bliver levende, når man tilføjer billeder. Og omvendt. Billeder bruger jeg til at dokumentere verden, som den ser ud. Siden jeg fik et digitalt kamera, har jeg altid taget kamera med på rejser. Det er blevet til en database på 150.000 fotos, så jeg kan altid hjælpe, hvis nogen savner fotos af noget bestemt. Flest er digitale, men der er også mange gamle, scannede fotos. Fotos bruger jeg tit i mit arbejde med design af hjemmesider, både mine egne og kunders hjemmesider.

I skolen begyndte jeg at skrive. Når vi fik dansk fristil for, vendte og drejede jeg titlen, så jeg kunne skrive om det, jeg havde lyst til. Indholdet var meget ofte noget fra mit eget fantasiland. Som teenager begyndte jeg at skrive dagbog. Nogle år fik ikke så meget indhold, mens andre kom til at fylde meget. 2024 kom til at fylde 150.000 ord - det svarer til to Agatha Christie-romaner.


Irland - den grønne ø

Jeg bor på den grønne ø, også kendt som Irland. I mange år har jeg pløjet øen tynd på kryds og tværs med min kone. Det er hende, der vil ud til "det vilde vesten", og det er mig, der bruger internettet til at finde nye steder at besøge. Irland er fyldt med maleriske landsbyer og pub'er alle vegne. Min blog med tekst og billeder bruger jeg til at fortælle om Irland og alt det, der trækker masser af danskere og turister herover: Natur, kultur, musik - og selvfølgelig irsk whiskey. Irland kan man besøge året rundt.

Tag med til Irland


Familie & fortid

At skrive har jeg ikke fra fremmede. Min far skrev mange kompendier om slægten. Sammen fik mine forældre samlet mange fotos, nogle helt tilbage fra 1860'erne. Min far havde hverken computer eller scanner. Han måtte fotokopiere sine kompendier. Min opgave har derfor været at digitalisere alt og gøre "biblioteket" tilgængeligt for alle i familien. En overlevering til fremtiden. Jeg har tit læst kompendier og tænkt: "Hvorfor ved vi ikke, hvordan de havde det, hvad de spiste, hvad de fornøjede sig med - og døjede med?".

Se biblioteket


Jonstrup, Værløse & flyvestationen

Jeg blev født i Jonstrup lige uden for hegnet til Flyvestation Værløse. Senere flyttede familien til Lille Værløse. Jeg arbejdede på flyvestationen og havde min daglige gang inden for hegnet. Inspireret af årene afsluttede jeg i 2024 en e-bog om flyvestationen (klik "Læs e-bogen"). For tiden arbejder jeg på en e-bog om min barndom i Jonstrup og forventer den færdig i 2026. Om hvad vi legede med, om at være elev på Syvstjerneskolen og om Den røde Plads (Bymidten). Serien skal afsluttes med en tredie e-bog; min ungdom i Værløse.

Læs e-bogen


The Travelling Bears

Det er utroligt, hvad man kan få ud af kamera og et par bamser! Siden år 2000 har jeg altid slæbt begge dele med på rejser. Det er blevet til en hulens bunke historier om bamsernes blomstrende liv på deres egen hjemmeside. Hjemmesiden er international og derfor på engelsk, mens billederne er et universelt sprog. Den store udfordring har selvfølgelig altid været at ignorere de mange nysgerrige blikke og fnisen, hver gang jeg stiller bamserne op til gruppefoto foran turistattraktioner...

Rejs med bamserne


Kontakt

Email *         (* påkrævet)

Besked *         (links slettes)