Familien Madsen 1984-2010
Færdig som ergoterapeut fra skolen i Holstebro, søgte Elisabeth arbejde og startede
i efteråret 1984 på Blakstad Sykehus nær Oslo i Norge. Her boede hun i 1,5 år, inden
hun flyttede til Vejle og startede som ergoterapeut på Vejle Sygehus. På fotoet er
far ved at forberede grillen forud for middagen.
Fars fætter Erik og dennes kone Sys inviterede hele familien til at holde jul på
gården i Vammen. Det blev en utrolig oplevelse, bl.a. fordi familien samledes fra
mange steder; fra nær og fjern: Sjælland, Jylland, Holland og helt fra Island.
Noget af det, jeg især mindes, var en
aften, hvor Kiddi, Karen Agnetes søn, viste lysbilleder. Kiddi havde fået lidt
alkohol indenbords og kom på et tidspunkt til at skubbe til en ramme med
lysbilleder, som faldt på gulvet. Kiddi brugte "en hel del" tid på at bringe orden i
foto-serien, inden han var i stand til af fortsatte. Pludselig dukkede et foto op med
et tæt væld af gule blomster.
- NÆHHH! udbrød mor og Elisabeth begejstret i kor, - LUPINER!
Forbavset kiggede Kiddi op på lærredet, trak fotoet ud, vendte det og skubbede det
ind igen.
- NÆHHH! lød det igen fra mor og Elisabeth, - GULDREGN!
På væggen i baggrunden hænger fotos af Erik og Sys' fire børn: Karl, Marianne, Niels
og Ivar.
I 1983 var mor og far kørt til Holland for at besøge fars familie i Velp nær Arnhem:
Alfred, Betty-Lies, Eia samt deres storesøster Britta (som dog boede i Roermond).
Mor og far gentog turen i juli 1986, idet de denne gang havde Elisabeth og Poul med.
Min begejstring over hollændernes pandekager medførte, at familierne en aften
spiste middag og derefter kørte til De Wooste Houve for at
spise "Pankuchen met shrenkstroop" - pandekager med skænkesirup; nam-nam! Fra
venstre er det Betty-Lies, derefter Kai, Hans, Janja og Eia for bord-enden. Yderst
til højre ses Henk, gift med Eia.
Far skulle snart pensioneres, men havde et stort ønske om at nå at gøre tjeneste i
udlandet inden hjemsendelsen fra forsvaret. Han søgte om stillingen som
velfærdsofficer hos de danske FN-styrker på Cypern, hvilket blev bevilget, og far
startede derefter i sit nye job i efteråret 1987.
Jobbet var lige noget, der passede far! Han lagde megen energi og engagement i
jobbet og nød at være guide enten for det tjenestegørende personel eller for de
pårørende. Faktisk begyndte han at håbe på en dag at kunne udgive en job om Cypern.
Mest af alt var det et turist-bureau, han tog sig af.
Efter tur tog først mor ned og besøgte ham, dernæst Elisabeth (og mor igen) og endelig
tog jeg selv mig sammen.
Da far var taget afsted til Cypern, skete det uheldigvis, at vandrørene under
stuegulvet sprang læk! Det medførte oversvømmelse under huset, men heldigvis havde
mor og far nået at tegne rørskadeforsikring inden. Dele af gulvet i stuen måtte
brækkes op. Ligeledes med stengulvet i bryggerset, og mor lånte en
varmluft-tørremaskine fra Østre Byggeadministration. Det stod på i måneder! Stakkels
mor! Gulvet midt i stuen begyndte undervejs at boble op - det er derfor, der ses en
pæl midt i fotoet af juleaftens-hyggen!
Ellinor bisættes januar 1989. Preben bisættes 1990
I begyndelsen af januar 1989 døde mors søster, Ellinor, og blev bisat i
Vejle d. 12. januar 1989. Allerede året døde mors storebror Preben og blev bisat
i Hoptrup. Hendes søskendes bortgang påvirkede mor meget, og jeg tror nok, at det
fik hende til at rette større opmærksomhed mod sin storebror Johannes, der nu var
den eneste af hendes tilbageværende søskende.
Far havde længe haft kræft. Faktisk havde han fået konstateret kræft tilbage i 1983
og var blevet opereret, men i løbet af 1995 og 1996 blev det værre. Han fik "pose"
hængt på i siden og oplevede at blive sendt på hospitalet i Herlev og tilbage
nærmest som et pendul. En overgang sad han i kørestol og boede på Ryetbo i Værløse,
inden han igen blev sendt ind på Herlev Hospital. Her døde han desværre d. 8/7 1996.
Men så slap han for yderligere smerte. Fotoet her, hvor han sidder med Vibeke og
Les Baggesen-Mole på Højeloft Vænge, er et af de sidste fotos af ham.
Efter 20 års tjeneste på Flyvestation Værløse og henved 35 år tjeneste samlet i
forsvaret oprandt dagen, d. 16. maj 1998, hvor mor måtte sige farvel. Men inden hun
forlod flyvestationen, var hun oppe på stationschefens kontor, hvor obersten,
Poul Bauer-Jensen, takkede hende. Det samme gjorde chefen for Operationsafdelingen
samt chefen for Flysikkerhedssektionen! Mor kunne med rette sige farvel med
sindsro og være sikker på at have ydet en indsats, hun kunne være tilfreds med.
Mor vedligeholdt kontakten med Carol Melnick og især dennes mor, Romayne, som mor
efterhånden havde opbygget et godt venskab med. Mor rejste til USA og besøgte Romayne,
og i september 2000 rejste de begge en tur til Grækenland. Her er mor fotograferet
på Akropolis med Athen bredt ud i horisonten. Et par år senere rejste de begge så til...
Skt. Petersburg i Rusland! Mor fik set sig omkring!
Huset på Højeloft Vænge 35 havde længe været alt for stort for mor, især i betragtning
af alt det, der skulle passes: Mor slog græs, mor malede plankeværk, mor slog søm i...
I løbet af 2001 kiggede hun på hus rundt omkring og fandt i Slangerup et fint lille
ende-rækkehus på Kongshøjparken 51. Det købte hun. Men inden hun kunne flytte ind,
skulle ejeren først flytte ud, og det varede til ind i 2002. Der skete også noget
andet for det forår - desværre. Mor fik en mindre blodprop i hjernen, men hun kom
sig dog næsten fuldstændigt. Fotoet her er taget i foråret 2003.
Det nye hus i Slangerup lod til at være alle tiders fristed for mor. Det blev tydeligt,
hver gang jeg ringede de følgende år og spurgte, hvordan hun havde det.
- Jeg har det GODT! lød svaret ofte.
Det var hendes eftertryk på 'godt', der overbeviste mig om, at det var sandt
(fotoet her er taget i juni 2007).
I 1998 flyttede jeg til Dublin i Irland et år. Jeg boede derefter 2 år i Glostrup,
inden jeg i 2001 for anden gang flyttede til Irland - denne gang for at bo sammen med
Frances fra Dublin. Mor besøgte os 2 gange, bl.a. i august 2002, hvor vi tog hende ud
til det vilde vesten og Atlanterhavet. På fotoet er mor ved at gå hen til klippeafgrunden
for at nyde synet af det flotte landskab. Mor var åbenbart meget glad for dette foto
og anvendte det som tapet på skrivebordet på sin pc. Det er derfor, jeg har valgt at
have det med her. Mor rejste til Dublin igen i december 2004, denne gang for at fejre
jul med os.
I december 2004 fejrede mor sin 70 års dag for familien på Færgegården i Frederikssund.
Der var vel 40 deltagere for at fejre hende, heriblandt mors storebror Johannes, som
netop var fyldt 90 år.
Mor enedes med sine klassekammerater fra N. Zahles Seminarieskole om at mødes hvert
andet år. Her er klassen samlet i 2008 - der mangler en hel del, bl.a. mor, som er
den, der tager fotoet. Denne genforening var desværre sidste gang for Nelly Janes
vedkommende...
Her ses mor i samtale med sin kusine, Lise Kristensen. Lise blev desværre syg og
blev tildelt plads på hospice, inden hun desværre døde i 2008. Det tog hårdt på mor.
(fotoet er taget i halvfemserne).
Mors eget helbred var også begyndt at svigte. I mange år havde hun
haft diabetes, men mor sørgede for at passe en diæt og blev derfor ikke generet
videre meget af sygdommen. Men øjnene generede. Efter blodproppen i 2002 var hun
blevet meget lysfølsom, og bedre blev det ikke, at hun fik stær - ganske som sin
mor havde haft det. Det hjalp med en operation, men desværre var hun lige følsom
over for lys og måtte bære polar-solbriller, når hun gik ud. Men i 2008 mistede mor
også sine tænder, efter at have haft paradentose i mange år... Samme år flyttede
Elisabeth fra Vejle, og mens Elisabeth ledte efter et sted at bo, boede hun hos
mor i Slangerup. Det var en stor hjælp for mor.
I december 2009 fejrede mor sin 75 års dag. På fotoet ses mor lige bag lampen i venstre
side. Hendes gode ven gennem mange, mange år, Lene Wikke (med rosen i håret), er
med til at studere en af gavernes indhold. I højre side med den grønne jakke er
det Eika, mors nære ven fra realklassen på Zahles. I baggrunden ved reolen er
det morbror Thorkilds datter, Sussi Engsig-Karup, til venstre og halvt skjult er
det Vibeke Baggesen-Mole.
-------------------------------------------
Mor blev indlagt på hospitalet i januar 2010. Nogle uger senere blev hun vurderet
rask nok til at kunne hjemsendes med pleje. Men pludselig fik mor det dårligere og
døde d. 28/2-2010 kl. 23.15. Tilbage sad de efterladte og tænkte:
- Hvorfor skulle Jeanne dø alt for tidligt? Hun kunne sagtens være blevet
ældre...
Men omvendt: Hvorfor skulle mor fortsætte fx blot 5 år endnu? Hun havde nyligt mistet
så mange af sine kære, fx Johannes som den sidste af sine søskende. At mors kusine,
Lise Kristensen, var gået bort året forinden gjorde det bestemt ikke bedre. Mor
havde mistet sine tænder. Meget af sin førlighed. Og kendte man den Fanden-i-voldske
Jeanne, ville man vide, at et liv i en stol resten af sine dage ikke var noget,
mor havde temperament til. Jeg har derfor en eller anden ide om, at mor, da hun
skulle hjemsendes fra hospitalet, traf beslutningen. Jeg kan let se hende for mig gå
op og banke på en dør. Kulden indefra skærer gennem marv og ben, da en kutte-klædt
skikkelse viser sig.
- Bitten? udbryder Manden med Leen forbavset. - Hva' i al verden gør du her?
Normalt er det mig, der går hen og banker på hos folk!
- Jeg er Fa.... galeme ligeglad! svarer Bitten og fortsætter beslutsomt: - Nu er
det nu!
Manden med Leen betragter respektfuldt Bitten.
- Javel-så, siger han eftertænksomt. - Okay, nok er din billet end ikke
udstedt, men jeg ser, at dit liv har været rigt, og du har ydet en flot indsats. Mange
efterladte vil sørge, men det ville være sket før eller siden. Dit mod gør dig værdig
til en undtagelse.
Manden med Leen betragter igen Bitten.
- Er du klar? spørger han til sidst. - Husk, at hvis først vi starter sammen, er der
ingen vej tilbage...
Et kort nik fortæller alt. Langsomt rækker Manden med Leen sine hvide knokler frem,
løfter varsomt Bittens hånd og leder hende på vej...
Rev. 3 Jan 2021