Flyvestation Værløse - inden og uden for hegnet 1959 - 1995
Icetrain
Mine forældre tog altid min søster og mig med, når de rejste til Jylland for at besøge familie og venner i forskellige byer. Det var dengang, der ikke var motorvej tværs over Sjælland. Først omkring 1970 blev der anlagt en lille stump motorvej ved Korsør, inden man nåede frem til færgelejet ved Halskov. Det betød, at vi kørte afsted på de gamle landeveje, og det kunne tage en hel dag at rejse over til Jylland.
Det var spændende at rejse med bil helt til Jylland, men allermest spændende var det, når vi kunne FLYVE derover. Flyvevåbnet havde en ordning på sin militære indenrigsrute - benævnt Icetrain - hvor man prioriterede tjenesterejser og gods, men hvis der ellers var plads, kunne familie til militært personel booke plads på et af Flyvevåbnets transportfly af typen C-47. Den civile udgave hed DC-3.
Det har været i juli 1966, at min søster og jeg skulle flyve til Flyvestation Karup med min far. Her skulle C-47'eren mellemlande for derefter at flyve til Flyvestation Aalborg. Åh, hvor var det spændende at stå ved den gamle terminal - dengang terminalen var indrettet i bygning 148/147 lige øst for Hangar 1 [2-9]. Flyet kom rullende hen og parkerede foran passagererne. Man kunne se ud over Flyvestation Værløse, den flyveplads der til daglig var lukket land. Øj, hvor var det uhyre spændende, når vi havde sat os, og flyet rullede hen og holdt ved startbanen. Piloterne skubbede håndtaget frem, så flyet begyndte at rulle, halen løftede sig, og snart befandt vi os i transit mellem jord og himmel. Lufthavet føltes som en anden verden, hvor intet ondt kunne ske. Det har nok været i de år, at mine drømme og ambitioner for livet tog form: Jeg ville være pilot.
Søndre Vagt
Hver dag var der mange biler, busser og lastbiler, der passerede gennem Søndre Vagt. Der var også mange lastbiler, der kørte forsyninger til flyvestationen. Men lastbilerne havde deres egen indgang til Varemodtagelsen, lige ved siden af vagtbygningen. Det betød, at lastbilerne ikke behøvede skulle stoppe ved vagten og få udleveret en passérseddel. Det sparede chaufførerne for masser af tid [2-10].
For os børn i Bringehusene var vejen hen til Søndre Vagt et ikke ufarligt sted. Men det var samtidig et spændende sted, når de militære lastvognskolonner kom kørende. Og det blev rigtig spændende, når man spænede tværs over vejen mellem lastbilerne... Nu kørte de ikke hurtigt, for de skulle jo stoppe ved vagten. Men en dag så mor mig rende over vejen! Der var kontant afregning - jeg husker bare ikke, om jeg fik en øm bagdel eller slap med en gedigen overhaling. Jeg hørte ind i mellem om kammerater, der blev ramt af en bil. En dag var det varmemesterens søn. Jeg så ikke, da det skete, men jeg hørte hans vrælen og så, da han blev hjulpet væk fra vejen af sin storesøster og en chokeret bilist.
Jævnligt gik jeg hen til vagten ved Søndre Vagt. Der stod altid en vagt uden for - der var bygget en slags skildvagthus sammen med resten af bygningen. Når en bil kom kørende og måtte standse ved stopskiltet, var det vagtens opgave at gå hen og spørge bilisten om vedkommendes ærinde. Hvis bilisten havde militært ID-kort, trak vagten stopskiltet til side, så bilisten kunne køre ind. Ofte så man en chauffør parkere ud for vagtbygningen og gå hen til lugen og forklare sit ærinde. Hvis vedkommende fik tilladelse - og en passérseddel, gik vagten hen og flyttede stopskiltet til side [2-11].
Flyvestation Værløse - inden og uden for hegnet 1959 - 1995 Side 17