Flyvestation Værløse - inden og uden for hegnet 1959 - 1995
7. Vejrtjenesten
Periode: 1. november 1980 - 31. januar 1982
Jobbet som vejrobservatør ved Flyvestation Værløses Vejrtjeneste (VÆRVTJ) åbnede en helt ny verden for mig. I forvejen var jeg nysgerrig og kunne godt lide meteorologi - i skolen havde jeg sågar skrevet dansk stil om vejret. Okay, Vejrtjenesten var ikke helt som i Eskadrille 721, hvor man rørte ved flyene og ind i mellem kunne flyve med dem, men alligevel smagte Vejrtjenesten af "fugl".
Vejrtjenesten holdt til i bygning 146, som var sammenbygget med flyvestationens nye kontroltårn. Hvornår det nye kontroltårn blev bygget og taget i brug, var der mange meninger om på internettet, især Facebook. Men takket være Connie Nielsen fra Jonstrupsamlingen lærte jeg om den store samling luftfotos på Det Kongelige Bibliotek. Og de var daterede. Pludselig blev det muligt at sammenkæde fotos og danne en tidslinje. Et luftfoto fra 1976 afslørede, at der var opført et hus med have på stedet og en mark lige ved. Ingen byggeaktivitet. På et andet luftfoto dateret d. 5. maj 1977 var Vejrtjenestens bygning og det meste af tårnet opført [7-1].
Indretningen af bygningerne inkl. kælderen må have taget omkring 2 år, for jeg huskede, at vi i 721 Line Service i 1979 kaldte op i radioen til ATC (Air Trafic Control) i Hangar 5's kontroltårn. Senere samme år kaldte vi op til det nye kontroltårn. Dernæst faldt jeg over et godt interview med Mogens Houmann fra ATC på sn.dk for Furesø-området [7-2]. Mogens Houman fortalte mig senere, at man ville lukke det gamle tårn en lørdag, fordi der ikke ville være flyaktivitet på flyvestationen. Mogens' kolleger havde allerede etableret sig i det nye kontroltårn, så Mogens blev den, der som den sidste lukkede døren til kontroltårnet i Hangar 5. Det var lørdag d. 1.september 1979. Sandsynligvis var det på nogenlunde samme tid, at Vejrtjenesten tog deres lokaler i bygn. 146 i brug.
Fra det nye kontroltårn havde man en fremragende udsigt over hele flyfeltet, lige fra øst til vest. Et af problemerne med det gamle tårn i Hangar 5 var, at man ikke kunne se den østlige baneende ud mod Jonstrup Vang. Mogens Houman fortalte, at der netop havde været nogle episoder mellem fly i luften og fly på jorden i den østlige baneende. Derudover led man sandsynligvis også af pladsmangel, både ATC og vejrtjeneste.
Værløse i tv
Som teenager oplevede jeg adskillige gange i årenes løb, at Værløse blev nævnt i fjernsynets tv-avis. Som oftest var det vejret, der gav anledning til omtale. I sommeren 1975, under en længere hedebølge, blev Værløse nævnt flere gange, hver gang rekorden for årets varmeste dag blev slået. Men nogle dage senere blev Værløse slået af Holstebro, der endte med Danmarksrekorden på 36,8 grader, øv!
Flyvestation Værløse - inden og uden for hegnet 1959 - 1995 Side 103