Flyvestation Værløse - inden og uden for hegnet 1959 - 1995




2. Barndom

Jeg blev født lige uden for hegnet.

Faktisk blev jeg født i Bringehusene nr. 27 kun 100 meter fra Flyvestation Værløses Søndre Vagt. Som barn havde jeg indtryk af, at Bringehusene og flyvestationen altid havde været der. Men det var slet ikke tilfældet, tværtimod. Bringehusene blev efter sigende opført omkring 1951-52 af Hareskov-Værløse Andelsboligforening. Mine forældre fortalte, at Bringehusene var opført primært for at huse personel fra flyvevåbnet. Da mine forældre flyttede ind i februar 1955, boede der allerede en del militærfolk herunder officerer, flyteknikere, arbejdsmænd og en enkelt pilot.

Bringevej var asfalteret i 1959, da jeg blev født, men man behøvede næppe gå længere end 10 år tilbage før min fødsel for at finde vejen mellem Bringe og Jonstrup belagt med grus. Bringevej passerede forbi blot 5 meter fra vores havelåge og gik hen til Kaningården med den store frugtplantage.

Hæren anlagde Værløselejren i 1910-12 med kaserne og hovedbygning i nord. Den gamle indgang til kasernen vendte mod syd og havde en flot vagtbygning lige ved hovedbygningen. Endvidere erhvervede Hæren sig et øvelsesterræn, der strakte fra den østlige del af Bringe (nær Hangar 1) ud mod Jonstrup Vang i øst. Derfra strakte området sig nordpå langs Søndersø næsten helt op til en bebyggelse kaldet Sandet sydøst for Kirke Værløse. Sandet kan ses på ældre kort.

Midt i 1930'erne udvidede Hæren flyvepladsen. Man opførte Hangar 2, 3, 4 og 5. Endvidere etablerede man et flyfelt, der strakte sig fra hangarerne op til hvor startbanen senere blev anlagt. Desuden erhvervede staten de 2 gårde Langdyssegaard og Lerbækgaard [2-1]. Hangar 1 blev påbegyndt lige omkring tiden for "Kongeparaden" i 1938 [2-2].

Kurt Jensen fortalte, at Hangar 7 var blevet bygget i Polen, men blev flyttet til Værløse [2-3]. Under besættelsen fik tyskerne udvidet hangaren med to jordvolde mod sydvest, så man havde en skydebane og inde i hangaren kunne opstille en skydebænk med maskingeværer og kanoner til deres Messerschmidt-fly. Ifølge Kurt Jensen havde tyskerne planer om opførelse af Hangar 6. Hangaren stod først færdig i 1946, året efter kapitulationen. På Luftwaffes foto fra 1944 over området kan man se den halvfærdige Hangar 6 [2-4].

Tyskerne købte efter sigende nogle gårde ud, rev Lerbækgaard og Langdyssegaard ned og reelt lukkede Bringe som selvstændig landsby. Man blokerede også Bringevej, så det ikke længere var muligt at køre fra Jonstrup direkte til Bringe landsby. I stedet begyndte man på anlæggelsen af en betonvej, der gik mod øst og passerede nord om stedet, hvor Søndre Vagt senere blev anlagt. Flyvepladsens område blev udvidet, så det gik fra Søndersø helt til Hangar 7 i sydvest [2-1]. Det var også under den tyske besættelse, at hangar 5 blev udvidet med et kontroltårn.




Flyvestation Værløse - inden og uden for hegnet 1959 - 1995  Side 11