Flyvestation Værløse - inden og uden for hegnet 1959 - 1995


Flyvestation Værløse 1954. Luftfotoet herover er et udsnit af en fotoserie. Det findes både på krak.dk og hjemmesiden for Det kongelige Bibliotek [2-5]. Flere kilder nævner, at Cowi scannede det originale fotomateriale og satte det sammen. Men der er uenighed om, hvor vidt Royal Air Force eller US Air Force foretog fotoopmålingen. Fotoserien indholder de mest interessante fotos af flyvestationens første tid.

Først og fremmest bemærkes den ”afstumpede” startbane. De forlængede zoner i hver ende kom til senere. Der mangler angivelse af banenumrene 10 og 28 samt ”fodgængerovergange”. Der er ingen shelters, AMF eller Hangar 46 og ingen O-afdeling med COC-bunker. I syd lægger man mærke til holdepladserne foran Hangar 1 og den gamle O-afdeling. Der holder et 2 motors fly, måske en Oxford, så måske havde man i 1954 startet flyoperationer på startbanen - eller måske landede den på græsområdet. Græsbanen, bane 15/33, er dog ikke anlagt. De runde dispersals foran Hangar 2 kom først senere. Man har heller ikke anlagt rullebanen fra Hangar 1 og 2 op til Eskadrille 721’s dispersalområde.

Til gengæld er en del gamle veje stadig delvist intakte. Det gælder vejen fra kaserneområdet ned til Bringe - Lerbækgaard er dog revet ned. Og vejen fra Kirke Værløse ad Sandet ned forbi Fuglebækgaard (Hundegården) og videre sydvestpå til Bringe kan anes.

I Jonstrup nederst til højre bemærker man, at Søndre Vagt og Varemodtagelsen er under opførelse. Man kan også se, at Bringevej mellem Jonstrup og Bringe stadig er næsten intakt. Jonstruplejren (udenfor fotoet) er under anlæggelse; der er ingen bygninger, kun udgravninger.




Flyvestation Værløse - inden og uden for hegnet 1959 - 1995  Side 12