Flyvestation Værløse - inden og uden for hegnet 1959 - 1995
9. Faldskærmsklubben FVF
Periode: Oktober 1981 - 1991
Faldskærmssporten i Danmark så sin begyndelse tidligt i 1960'erne, da grosserer Kurt Holdt og en række officerer fra hæren tog initiativ til dannelse af Dansk Faldskærmsklub. Som den første underafdeling blev Københavns Faldskærmsklub stiftet i 1965. Klubben etablerede en springplads ved Højbygaard på Lolland. Det medførte forøget flyaktivitet, så da myndighederne senere ledte efter et sted til en regional flyveplads, valgte man Højbygaards græsstribe og etablerede Maribo Flyveplads her.
John Holstein skrev i en artikel, at militært personel blev opfordret til at danne de første civile faldskærmsklubber. FF-66 blev i 1966 stiftet af personel fra bl.a. Farum Kaserne. Året efter blev Faldskærmsklubben Høvelte stiftet af personel fra især Høvelte Kaserne [9-1].
Om Flyvestation Værløse Faldskærmsklub (FVF) fortalte Jan Klyver Nielsen, klubbens første kasserer og senere formand, om den spæde start [9-2]:
Jeg blev medlem af FVF den 1. februar 1971 og havde forinden fra 1968 været medlem af KFK. Initiativtageren til en faldskærmsklub på FSNVÆR var en hjemmeværnsmand ved navn Arne Graff fra Gladsaxe. Han havde via major Saustrup, der var leder af jordforsvarssektionen, fået tilladelse til at starte arbejdet op. Graff havde vist intentioner om at skabe en faldskærmsklub for patruljefolk fra hjemmeværnet.
Videre fortalte Jan Klyver, at han sammen med Jørn Asmussen, Leif Sindholt, Arne Hansen og P.H. Mierczejewski (fra Brand- og Redningstjenesten) søgte hen mod etablering af en egentlig civil klub. Datoen for klubbens stiftelse er ukendt, men hvis det ikke skete i løbet af 1971, skete det i hvert fald i 1972.
Jørn Asmussen, som gjorde tjeneste i Hangar 7, senere i Sterling Airways og derefter Hovedværksted Værløse, fik indkøbt et antal faldskærme til klubben. Udover amerikanske T-10 skærme til landsætning af tropper og C-9 redningsskærme, fik han også indkøbt nogle tjekkiske PTCH-skærme.
Klubben sprang først ud over Favrholm, idet man lettede fra Allerød Flyveplads. Jan Klyver fungerede som hjælpeinstruktør og underviste i bl.a. landefald (en slags rullefald). Erik Jacobsen blev klubbens første instruktør 1 (dvs. ansvarshavende).
Klubben fik lov at benytte flyvestationen som springplads. Man lagde mærke til, at vinden lagde sig efter kl. 17, og det var medvirkende til, at man begyndte på aftenstævnerne på onsdage, første gang d. 25. marts 1972.
Klubben fik også lokaler på flyvestationen. Jan Klyver fortalte, at man fik lokaler i bygningen for Søndre Vagt. Det afstedkom dog en del polymik med vagten, når faldskærmsspringere sad og (højlydt) diskuterede stævner og oplevelser. I stedet fik FVF lokaler i bygn. 67, en gammel tyskerbarak på Lånshøj. Her havde Træningskommandoen tidligere holdt til.
Som sit første logo valgte FVF et mærke, der blev kaldt "Bacardi-mærket", fordi det lignede logoet på Bacardis romflasker. Flagermusen i logoet passede lige netop med et F, et V og endnu et F. Omkring 1980 besluttede FVF dog at ændre logoet, så det i højere grad afspejlede den nære tilknytning til Flyvevåbnet [9-3].
Flyvestation Værløse tillod FVF at have civile medlemmer, men spørgsmålet dukkede op om, hvorvidt civile springere fra fremmede klubber måtte springe. FVF's medlemmer kunne jo ikke forvente at kunne deltage i stævner rundt om i landet, hvis andre klubbers springere ikke måtte lukkes ind på Flyvestation Værløse. Hvornår dette blev et dilemma for klubben, er uvist, men emnet var oppe at vende flere gange, da jeg selv blev medlem. Man fik en aftale i stand med flyvestationen, så fremmede, civile springere kunne få adgang ved vagten mod forevisning af en logbog. Især springere fra Høvelteklubben og FF-66 var hyppige gæster, men der kom også springere fra København, Roskilde og Holbæk.
Som vejrobservatør på vejrtjenesten havde jeg den fineste udsigt, når medlemmer af faldskærmsklubben dalede ned fra himlen og landede ovre ved Hangar 3. Blandt vejrobservatørerne havde vi en overkonstabel, Bjørn Stephensen, en erfaren springer med mere end 2000 spring bag sig. En anden af mine kolleger, Elin, havde også sprunget. Dertil erindrede jeg, at min egen søster havde sprunget 3 gange over Års på Himmerland.
Flyvestation Værløse - inden og uden for hegnet 1959 - 1995 Side 141