Flyvestation Værløse - inden og uden for hegnet 1959 - 1995


Vi drenge gik gerne hen for at sludre med vagten. Det var altid spændende - hvis der ikke var andet at tage sig til. Nogle af vagterne kunne være motoriserede - de kom på deres Nimbus motorcykler. Lyden af motorens fire cylindre - og 4-takt - var ikke til at tage fejl af.

Et par gange i tidens løb skete det, at vi fik lov at komme ind og sidde indendørs hos vagten bag lugen. Det husker jeg især en eftermiddag, hvor en stor tordenbyge bevægede sig hen over Bringehusene. Pludselig glimtede et stort lyn tværs over vejen - og sikke et kæmpe-skrald, der kom - uden forsinkelse! Der var også en anden dag, hvor jeg ville lave sjov og løb forbi vagten hen ad fortovet - bare 5 meter. Vagten for op og råbte mig an!

FMK-området havde en ordning med et bus-firma, så ansatte kunne tage bussen fra Ballerup Station om morgenen og blive kørt til FMK - og selvfølgelig den omvendte vej om aftenen. Der sad ofte en flot steg oppe i bussen. Hende blev jeg helt varm på - okay, jeg var kun 12 år, men varm blev jeg. År senere fik hun job i banken på Bymidten. Angiveligt gik der også en bus ud gennem Gammelvad Bro - i hvert fald i 1950'erne [10-4].

Flytyper

Der var mange forskellige flytyper stationeret på flyvestationen i årenes løb. Flyvevåbnets redningseskadrille, Eskadrille 722 havde et antal Sikorsky S-55 helikoptere, som eskadrillen anvendte bl.a. til SAR-missioner (Search And Rescue), dvs. redningsaktioner. S-55'eren var med i Lillegut; en tegneserie, der udkom hvert år ved juletid om en grønlandsk dreng, der boede på en bygd og havde et par slædehundehvalpe, Nik og Nuk [2-12]. Sikorsky S-55 blev i 1965 erstattet af otte Sikorsky S-61 Sea King. Sidstnævnte blev berømt allerede året efter, idet flere af dem deltog i en redningsaktion, da færgen Skagerak kæntrede i en storm i Skagerak. Eskadrille 722 holdt til i Hangar 2.

Videre havde Esk 722 nogle PBY Catalina; den med 2 propeller på en overliggende vinge og et vandtæt skrog, så den kunne lande på vand. Catalinaen havde "blister" i hver side, dvs. gennemsigtige halvkupler, så man kunne sidde og observere hele horisonten rundt. Catalinaen havde nogle meget tykke vinger og fløj langsomt, men kunne holde sig i luften i MANGE timer. De blev anvendt med succes på Grønland, hvor PBY'erne kunne nå ud til bygder, der lå ved kysten. Senere blev PBY'erne overført til Eskadrille 721.

Flyvevåbnets transporteskadrille, Eskadrille 721, havde en del flytyper i 1960'erne, først og fremmest C-54 Skymaster. Det var den, der i civil udgave hed DC-4. Dernæst rådede 721 over 8 stk. C-47 og som virkelig blev en arbejdshest for Flyvevåbnet. To af dem var malet hvide og var registreret hhv. K-681 og K-682. Resten, K-683 op til K-688, var grønmalede og var blevet leveret med Marshall-hjælpen. Alle havde orange anti-kollisionsmaling. Det betød bl.a. at de var ubevæbnede.

Søværnets Flyvetjeneste (SVF) havde base i hangar 3 - senere flyttede de ind i Hangar 1. SVF havde et antal franske Alouette III. Alouetten kom i 2 udgaver; enten med landingshjul eller med 2 aflange pontoner, så den kunne lande på vandet. Den havde en meget karakteristisk motorlyd. Alouetten blev efterfulgt af den blå Lynx.




Flyvestation Værløse - inden og uden for hegnet 1959 - 1995  Side 19