Flyvestation Værløse - inden og uden for hegnet 1959 - 1995
Derudover var der et hul i hegnet gemt bag en busk ved Bringevej, lige der hvor Bringevej svingede til venstre ind til Kaningaarden. Når man møvede sig ind gennem hullet, skulle man selvfølgelig holde udkig efter biler på Perimetervejen. Det var det hul, jeg oftest benyttede. Men som regel varede turene inde på flyvestationen ikke lang tid, inden det blev kedeligt. Jeg kunne alligevel ikke komme hen til de "rigtige" fly. Afstanden var for stor, og der var for stor risiko for at blive pågrebet.
Flyveplads i stuen
Inspireret af flyvestationen og flyvemaskiner ønskede jeg at anlægge min egen flyveplads derhjemme. Jeg har næppe været mere end 9 år. I starten havde jeg kun et enkelt modelfly: En stor, flot 4 propellers DC-6 med American Airlines bemaling. DC-6'eren var en storebror til Flyvevåbnets C-54 Skymaster. Min far havde købt modellen, da han var på kursus ved Redstone Arsenal i Alabama. Den var batteridrevet, så propellerne kunne snurre rundt. Ude for enden af vingerne blinkede lyset - grønt til styrbord, og rødt til bagbord. Der er ingen tvivl om, at den i mine øjne modsvarede de store C-54 Skymasters på flyvestationen. DC-6'eren stod oven på et lille skab i mange år.
Der var ikke plads på gulvet i mit værelse, så på stuegulvet anlagde jeg en flyveplads ved hjælp af Mikado-pinde. Men jeg havde kun pinde nok til en enkelt startbane. En af de næste gange, jeg anlagde en flyveplads, fandt jeg på at lægge pindene med mellemrum. Derved blev der pinde nok til to startbaner. Det betød en kraftig ekspansion, og det blev nødvendigt at ekspropriere arealet under sofabordet. Der blev også inddraget nogle matrikelnumre ved lænestolen. Med Lego-klodser byggede jeg et kontroltårn og kunne så lade flyet fra American Airlines starte og lande. Nogle år senere, sandsynligvis i 1970, fik jeg en stor æske med et samlesæt af en Boeing 747 Jumbojet.
Der var trangt i stuen, og flyvepladsen levnede ikke meget plads til den øvrige del af familien. Så hver gang blev legen stoppet efter noget tid. Jeg lærte derfor tidligt, at flyvepladser har en begrænset levetid, inden generalen - min mor - eller politikerne beslutter at lukke det hele ned.
Tyskervejen
Efterhånden som jeg blev ældre, kunne jeg udvide min horisont og tage længere væk for at se og udforske. Det har været fra omkring 1968 jeg begyndte at cykle fra Bringehusene ud til Jonstrup Vang, hvor Tyskervejen startede. Man kunne følge stien langs med hegnet, østen om flyvestationen og nordpå helt op til vejen Sandet. Hvorfor stien blev kaldt Tyskervejen, aner jeg ikke, men det var det, mine kammerater kaldte stien. Man kunne gøre den antagelse, at stien fik navn, fordi den blev anlagt af tyskerne under besættelsen, men... næ, den holder ikke, for stien ses tydeligt på et luftfoto fra 1929 [2-6], og den er også aftegnet på topografisk kort fra 1910. Måske fik stien navn i forb. med de tyske soldater, der efter kapitulationen blev interneret i barakker, der var opført i Jonstrup Vang ved Walgerholm, ind mod Lille Hareskov.
Der gik ikke så lang tid, inden jeg opdagede, at man skulle stille sig et bestemt sted på Tyskervejen, hvis man ville se flyene komme ind til landing. Det var ikke svært at finde stedet, for lige inden for hegnet stod der en høj stålpæl med en orange og hvid trekant øverst. Trekanten markede, at dette var enden af en linje hen til startbanen. I tidens løb cyklede jeg flere gange ud og stoppede ved pælen i håb om at se fly komme ind til landing. Hvis de gjorde, fløj de lige hen over hovedet på mig. Jeg elskede larmen og suset... ja, det vil sige, der var vist ikke meget vindsus fra flyet, snarere fra spændingen inde i mig!
Flyvestation Værløse - inden og uden for hegnet 1959 - 1995 Side 27