Flyvestation Værløse - inden og uden for hegnet 1959 - 1995
Jeg nød at befinde mig i det karakteristiske, militære miljø: spartansk og ensformigt møblement i barakkens opholdsstue. Det bragte minder om Avedørelejren tilbage og gav en følelse af tryghed.
- Det var nogle gode senge, vi fik, skrev jeg i min dagbog.
Mandagen bød på et utal af kundskabs- og intelligensprøver. Vi startede ud kl. 8 med en engelskprøve, derefter en intelligensprøve. Det fortsatte om eftermiddagen. Klarede aspiranten ikke dagens prøver, blev vedkommende sendt hjem samme aften. Sent mandag eftermiddag gik det op for mig, at jeg kunne fortsætte til tirsdagen. Omkring en fjerdedel af holdet på 14 aspiranter faldt fra den første dag. Nogle af de tilbageværende tog i biografen i Lille Værløse om aftenen. Resten, inkl. mig, gik hen til KFUM, der lå på Jonstrupvej blot 100 meter fra indgangen til Jonstruplejren.
Tirsdag morgen samledes aspiranterne i prøverummet. Instruktøren oplyste, jeg ikke skulle med til lægeundersøgelse. Jeg fik lidt af et chok og troede jeg var kasseret. Men dette var heldigvis ikke tilfældet: Eftersom jeg boede i Lille Værløse, hvor man nemt kunne få fat på mig, mente man, det var vigtigere at tage de andre aspiranter først.
Tirsdagens prøver bestod for mit vedkommende kun af en tur i en flysimulator samt skrivning af en selvbiografi. I simulatoren gik det... ad helvede til! Simulatoren lignede mest af alt en ophugget gammel racer fra 1930'erne med et sæde og en række runde flyinstrumenter med lamper. Aspiranten skulle holde øje med alle instrumenterne og rette "flyet" op, når instrumenterne viste, at det kom ud af kurs. Der var så mange instrumenter og lamper at skulle holde øje med. Et tilsluttet apparat registrerede med tikkende lyde alle de fejl, man begik. Apparatet tikkede lystigt, da jeg sad der, og når det endelig lykkedes at bringe "flyet" tilbage på ret køl, blev det hele tiltet igen, så jeg til sidst rykkede hidsigt i den forbandede rorpind...!
Flere aspiranter faldt fra denne dag. Om aftenen sad jeg med de andre apsiranter i opholdsstuen, da min mor og far kom på besøg. Mine forældre havde rene skjorter med og gav mig 20 kr til kost og andet.
Onsdagen bød på endnu en simulator, og det gik omtrent som den foregående dag. Det var enormt svært, skrev jeg i min dagbog, idet man skulle holde øje med et instrument. Snart var der 2 instrumenter, så 3 og man endte med at skulle holde øje med 6 instrumentfunktioner samtidigt. Efter frokost var jeg til den obligatoriske samtale med psykologen, som bl.a. havde læst min biografi. Han fortalte, at mine kundskaber var udmærkede, men også at jeg var umoden. Den oplysning kom ikke som nogen overraskelse. Psykologen forklarede min umodenhed med, at jeg ikke havde været ude for prøvelser i livet, skilsmisser og utrygge forhold.
Jeg havde fået et eller andet i øjet og sad og gned og gned med fingrene. Jeg var bekymret for, om psykologen troede, at jeg sad og tudede over afslaget. Skuffelsen over at være blevet kasseret var til at bære, og psykologen trøstede mig med, at jeg om nogle år sikkert ville være moden nok til at prøve igen. Efter at have pakket mine ting, kørte jeg hjem med bussen. På oplysningen om prøvens udfald svarede min far med et:
- Nå, jaja-da.
Også min mor tog oplysningen med ro, men ved spisetid sagde hun, at dersom jeg var umoden, måtte der jo gøres noget ved det. Og så skruede hun kommandotonen på! Jeg sagde intet, og forholdene var da også normaliserede nogle dage senere.
Flyvestation Værløse - inden og uden for hegnet 1959 - 1995 Side 33