Flyvestation Værløse - inden og uden for hegnet 1959 - 1995
En sen eftermiddag, hvor jeg havde vagt som vejrobservatør, og klubben holdt stævne, kravlede jeg ud af vinduet og opdagede Bjørn Stephensen hænge under sin firkantede faldskærm lodret oppe.
- Halløj! råbte han ned til mig.
Det var vildt fascinerende - især da han styrede skærmen rundt og fløj hen og landede foran Hangar 3.
Jeg tilmeldte mig et faldskærmskursus og mødte op til et fire dages kursus i oktober 1981. Klubben havde lokaler i bygning 67, en gammel tyskerbarak på Lånshøj. Formanden dengang hed Alex Nielsen, et medlem af Hjemmeværnet, og han bød os velkommen - vi var godt 10 kursister. Der var 2 instruktører, den ene var buschauffør Neupart, også medlem af Hjemmeværnet. Den anden var en herre med et kæmpe overskæg, P.H. Mierczejewski fra flyvestationens Brand- og Redningstjeneste.
Det blev nogle hektiske dage med filmforevisning, undervisning i teori og pakning af faldskærme, en grøn, rund T-10'er beregnet til troppespring med automatisk udfoldelse. Endvidere indøvede vi afspring fra fly, ophængt i et seletøj. Under udspringet skulle vi strække arme og ben ud og højt tælle:
- ET tusinde... TO tusinde... TRE tusinde... FIRE tusinde!
Hvorefter vi kunne forvente at hænge under en fuldt udfoldet skærm. Hvis ikke, skulle vi trække i håndtaget til den obligatoriske reservefaldskærm. Klubben havde tilladelse til at benytte flyvestationens gymnastiksal til øvelser. Vi blev også sendt ud på græsset for at træne bjærgning af skærm for det tilfældes skyld, at det blæste ad H... til, når vi landede. Det krævede træning at komme på benene og løbe skærmen ned. Vi så forfærdelige ud efter turen gennem græsset - og weekenden for den sags skyld. Utallige var de elever, der efter sådan en weekend var kommet i seng og uvægerligt var fortsat med "ET tusinde... TO tusinde..." Allerede på kurset drømte jeg om den dag, hvor jeg selv var en erfaren instruktør og kunne undervise begyndere...
Den følgende onsdag fik vi udleveret logbøger, og med Bjørn Stephensens underskrift som ansvarshavende instruktør forelå tilladelsen til det første spring. Klubben havde arranget et stævne i november for holdet, men dårligt vejr udsatte premieren. Først i juli 1982, efter hjemkomsten fra et programmørkursus i Norge, gjorde jeg et nyt forsøg. FVF havde tilladelse til springstævner onsdag aften fra omkring kl. 16 til solnedgang i sommerhalvåret. Desuden kunne klubben afholde stævner om lørdagen 1 til 2 gange om måneden. Til stævnerne mødte mellem 10 og 30 personer op - antallet afhang selvfølgelig af vejret.
Vejret var pragtfuldt en onsdag, da jeg kørte ud til flyvestationen til et af klubbens ugentlige aftenstævner. Som uprøvet begynder følte jeg mig alt andet end godt til mode blandt stævnets øvrige deltagere - de havde utvivlsomt allerede flere spring bag sig. Antallet af sommerfugle i maven steg støt. Nu skete endelig det, jeg havde drømt om i evigheder...
Pludselig lød det fra stævnelederen:
- Tøj på!
Det var en besked på at spænde en faldskærm på ryggen, faktisk to, for der skulle spændes en reserveskærm foran på maven. En flink mand hjalp mig med at fastspænde skærmen, en T-10 troppefaldskærm.
Flyvestation Værløse - inden og uden for hegnet 1959 - 1995 Side 143