Flyvestation Værløse - inden og uden for hegnet 1959 - 1995
Jeg var så nervøs, at jeg ikke registrerede, hvem den hjælpsomme person var - og jeg kendte ham ikke på det tidspunkt. Men min far tog et foto, så jeg opdagede senere, at det var Ole Dupont. Alt udstyr blev tjekket af en instruktør, der stod ved en artillerikikkert. De gamle, militære kikkerter var utroligt egnede til faldskærmssporten. Jeg blev sendt hen til et lille sportsfly med overliggende vinge, et Cessna C-172, registreret OY-BFI. Den højre dør var tophængslet og kunne derved åbnes under flyvningen. Stævnets ansvarshavende instruktør, Bror Iskold, skulle være min hopmester. Han havde fået sit øgenavn, fordi han engang oplevede en grim situation og i sidste øjeblik fik trukket reserveskærmen. Da han nåede ned og fik anerkendelse for sin snarrådighed, svarede han med et grin:
- Årh, man er vel iskold!
Iskold placerede mig på gulvet til højre for piloten og hægtede min udtræksrem fast i et ringsystem i gulvet. Andenspringeren sad allerede fastspændt bag pilotens sæde, og lige bag mig lagde Iskold sig på knæ. Så lettede vi! Jeg havde det elendigt. Det føltes som at blive skubbet frem mod en afgrund uden mulighed for at undslippe. Efter et par minutter nåede vi udspringshøjden, 600 meter. Pludselig drejede Iskold på et håndtag. Døren sprang op og åbnede ud til et inferno af blæst og støj. Åh! Sikke en forskrækkelse! Mit hjerte hamrede, siddende her mindre end 10 cm fra afgrunden.
- SID UD! råbte Iskold som sin første kommando.
Blæsten havde nær slynget mit ben bagud, da jeg forsøgte at placere det på flyets hjul. Venstre hånd rakte ud efter den skrå stræber, der førte fra flyets bund op til underkanten af vingen. Efter kommandoen, "FORTSÆT!" kravlede jeg helt ud under vingen, anbragte begge hænder på stræberen og støvlerne på hjul og trinbræt. Ved Iskolds kommando, "FÆRDIG!", følte jeg mig virkelig "helt færdig", for dette var næstsidste kommando, inden...
Jeg husker ikke, da Iskold råbte "GO!". Men på korrekt vis slap jeg stræberen. I eet nu hvirvlede jeg nedad. Armene røg beskyttende op over hovedet. Og pludselig hang jeg der! Indenfor bare 2 sekunder afløstes en trykkende spænding af en ubeskrivelig lettelse! Jeg havde gjort det: Sprunget! Midt i forvirringen glemte jeg at tælle til "FIRE tusinde", men huskede at kigge op og kontrollere skærmen. Den var rund, grøn og helt perfekt. Tiden stod nærmest stille. Ikke en lyd hørtes. Med ét begyndte jorden at komme nærmere. Det havde den selvfølgelig hele tiden gjort. Nu skete det med en foruroligende hastighed, og - BUMS! - var jeg landet! Landingsstødet overraskede mig, men efter et par spring havde jeg vænnet mig til nedslaget. Bare man huskede at samle benene og bøje let i knæene, skete der ikke noget. Pakningen af faldskærmen bagefter tog næsten 2 timer. At stuve 85 kvm luftig nylondug ned i en alt for lille rygsæk var et Helv... slid.
Mit andet spring en uge senere føltes ikke halvt så slemt. Til gengæld kvajede jeg mig med styringen og landede ved vejen op til faldskærmspakkeriet i Hangar 5. Og lidt for tæt på et højt træ, for kalotten måtte med stort mas hives ned fra trækronen.
Tredie spring var slemt! Nervøsiteten var vendt tilbage med fuld styrke. Hopmesteren denne gang hed pudsigt nok Paul Madsen. En rigtig vikingetype med stort fuldskæg og en stor pondus. Rystende nervøs satte jeg mig ind på førstespringerens plads til højre for piloten. Paul lukkede døren og råbte:
- Juhuu! Og SÅ derudaf!
Flyvestation Værløse - inden og uden for hegnet 1959 - 1995 Side 145