Flyvestation Værløse - inden og uden for hegnet 1959 - 1995
Certifikatet gav adgang til yderligere et par ting, bl.a. at springe fritfald med kammerater - benævnt Relative Work og forkortet til RW. På film havde jeg set RW udført, hvor mange springere i fritfald "fløj" rundt og samledes i en formation. Jeg fik lokket min gamle hopmester, Iskold, til at være instruktør ved mit første RW-spring. Vi fløj op i 2500 meters højde, hvorfra vi havde 40 sekunders fritfald. Faldskærmsspringere opgjorde højden i meter, ikke i fod. Det skyldtes omregningen mellem højde og fritfaldstiden, idet en springer faldt med omkring 50 meter pr sekund. Springeren skulle udløse skærmen, så vedkommende hang bærende i 600 meter.
Sommerfuglene sværmede rundt i maven, og jeg håbede inderligt, at noget ville ske, så vi skulle flyve ned. Men intet skete. I 2500 meters højde kravlede vi ud under vingen, greb fat i hinanden og sprang af. Længe var jeg helt paralyseret over situationen: En springer liggede i fritfald lige ud for mig. Til sidst måtte Iskold rykke i mine arme og gøre opmærksom på, at vi skulle slippe hinanden. Målet var at se, om jeg kunne manøvrere rundt i fritfald og "flyve" hen til Iskold. Det var forbistret svært, og lykkedes først efter nok et par RW-spring.
Da tilladelsen til selvstændig RW-virksomhed forelå, triumferede jeg og en af springkammeraterne, som jeg uddannelsesmæssigt fulgtes med. Uerfarne, som vi var, spildte vi en hulens masse spring, inden vi fangede hinanden. Til gengæld var glæden så meget større, da det endelig lykkedes. En gang sprang vi ud fra 4000 meters højde. Under afsættet mistede vi uheldigvis grebet og tilbragte de næste 70 sekunder med at flakse rundt på himlen uden kontakt! Og nede på jorden kunne jeg konstatere, at vi var landet nær Torslunde, næsten 3 km øst for springgraven! Der var langt at gå bærende på to skærme. At spotte flyet som enlig springer var let nok - med lidt øvelse. Sværere var det, når 3-4 mand skulle springe samlet af. Fra det øjeblik, piloten havde modtaget den sidste korrektion, til sidste mand var klar, kunne flyet nå langt forbi udhopspunktet.
Der gik nogle måneder, så havde jeg spring nok til at købe en rød, firkantet skærm med en reserve, der sad på ryggen sammen med hovedskærmen. Kun tre remme skulle spændes, så var jeg klar til spring. Med den firkantede skærm kunne man flyve omkring som aldrig før - forresten hjalp den ikke altid, for efter et stykke tid begyndte man at spotte flyet på slump og råbe til kammeraterne:
- Det er sådan cirka her i nabolaget, udhopspunktet ligger... vistnok!
Flyvestationen
Efter et møde med flyvestationens chef meddelte vores formand til en klubaften, at tilladelsen til spring på Flyvestation Værløse ikke var blevet fornyet. Det har været en gang i løbet af sensommeren 1983, for jeg kan se af logbogen, at der var stævne d. 24. august. Klubben måtte derfor rydde lokalerne i bygning 67. Formanden spurgte forskellige steder, og vi fik lov at samles til klubaftener på KFUM lige uden for nordvagten. Året efter havde vi fast tilholdssted på KFUM syd lige uden for Jonstruplejren. En overgang brugte vi Søjlesalen på Lille Værløse skole til gymnastik og især til at pakke faldskærme.
Eftersom FVF ikke længere kunne springe på flyvestationen, måtte klubmesterskabet 1983 henlægges til Bybjerg. Der var 4 deltagere, og det gjaldt om at lande tættest på midten af springgraven. Begyndere havde handicap, et antal sekunder, fordi de oftest landede et stykke væk, måtte samle skærmen op og skynde sig hen til graven. I 1984 fik klubben lov til at afholde mesterskabet på Flyvestation Avnø. Det var hundekoldt og minusgrader. Vi havde besøg af en amerikaner fra Florida. En morgen, da det var ekstra koldt, så vi ham gå omkring udendørs, undrende, og sætte hænderne ned for at føle på græsset - vi talte om, at han måske aldrig før havde oplevet rimfrost og hvidt græs...
Flyvestation Værløse - inden og uden for hegnet 1959 - 1995 Side 151