Flyvestation Værløse - inden og uden for hegnet 1959 - 1995
I påsken 1984 var vi en del FVF-medlemmer, der igen tog turen ned til Maribo Flyveplads. En af dagene landede en FVF'er så uheldigt, at vedkommende blev kørt til sygehuset og vendte tilbage med benet i gips! En anden dag var der rigelig med vind. Man aflyste dagens spring med elever, men erfarne springere kunne godt springe. En af dem foreslog en langdistanceflyvning. Bror Iskold skulle være pilot. Det var også ham, der ringede til vist nok Kastrup og fik oplyst vindforholdene i højden. Han satte sig med et kort og beregnede udhopspunktet. Lige syd for Bandholm på nordkysten var der en jernbaneoverskæring og en vej. På kortet lignede det en triangel. Det lignede også en triangel fra 4000 meters højde, så dér sprang vi af og udløste skærmene. Vinden bar os sydpå i højt tempo. Jeg kunne se mine kammerater blive mindre og forsvinde ud af syne - min ringe vægt gjorde, at jeg blev oppe i længere tid. Da jeg nåede den nordlige del af flyvepladsens område, befandt jeg mig stadig i 1500 meters højde og måtte cirkle rundt for at "smide" al højde. Senere ærgrede det mig, at jeg ikke bare havde givet Pokker og var fløjet videre. Tænk, jeg kunne være krydset tværs over Lolland fra Bandholm til Lungholm og videre, måske helt til Saksfjed på sydkysten - en distance på ca. 20 km!
I 1985 fik FVF atter tilladelse til at springe på flyvestationen - klubben havde diskuteret sagen og nøje udvalgt, hvem man ville sende afsted til mødet med flyvestationens repræsentanter. Mødet gik som håbet. Jeg har ikke datoen for, hvornår FVF genoptog stævnerne, men jeg loggede i hvert fald et spring i november. Lånshøj kunne vi ikke vende tilbage til - barakken var lukket ned. Den var kraftigt i forfald, og toilettet virkede ikke længere.
I stedet fik klubben mulighed for at etablere sig med lokaler i overetagen af en villa på Fiskebækvej i Lille Værløse. Et af klubbens nye medlemmer lod klubben benytte lokalerne. Her indrettede FVF sig med et stort opholdslokale - med bar - badeværelse og et værelse til materiel. Det var et rigtig godt sted at være, indtil ca. 1990, da klubben flyttede ud til Langagergård i Knardrup. Og stadig mødtes medlemmerne på parkeringspladsen ved Hangar 3, når der var stævne.
Efter mange år som formand blev Alex Nielsen i 1987 afløst af Ole Dupont.
Instruktør
Det var i 1985, at jeg startede som instruktørelev. Elevtiden var berammet til et år og startede med teori over en weekend. Den praktiske del skulle foregå ude på springpladserne under ledelse af klubbernes egne instruktører. Jeg fik en af Københavns Faldskærmsklubs instruktører, Poul Jørgensen, til at lade mig tjekke de første elever ud under hans bevågenhed. En ung kvinde trådte frem med åbne arme, klar til tjek. Eftersynet af hendes udrustning startede foroven ved skuldrene. Da jeg nåede ned til reserveskærmen på maven, følte jeg, at et eller andet var galt. Håndtaget sad ikke placeret, hvor det burde. Ved nærmere eftersyn opdagede jeg, at reserven sad omvendt. Stort grin fra Poul og springeren; de ville lige prøve mig af. Men jeg var ingenlunde stolt. Fejlen med den omvendte reserve burde være opdaget, allerede da den unge kvinde var trådt frem. Havde jeg husket et hurtigt overblik, som anbefalet på instruktørkurset, var fejlen blevet opdaget med det samme. Hvis jeg ville blive en god instruktør, måtte jeg koncentrere mig og tage ved lære.
Flyvestation Værløse - inden og uden for hegnet 1959 - 1995 Side 153