Flyvestation Værløse - inden og uden for hegnet 1959 - 1995
I august 1984 var der igen vandspring på Furesøen. Men denne gang ramte jeg ikke Furesøen. I stedet landede jeg på en villavej, iført badebukser, redningsvest, hjelm og... bare tæer! Den firkantede skærm var i dagens anledning skiftet ud med den gamle, runde Paracommander. Endvidere var jeg blevet overtalt til at udføre springet som et RW-spring med et par kammerater. Det var mig, der spottede flyet, men det må have været et elendigt spot, for da vi hang under skærmene, kunne jeg konstatere, jeg drev for vinden inde over et stort villakvarter! Det mest åbenlyse var at søge landing i en have - helst med swimmingpool - men pludselig ville skærmen noget andet: En villavej. Knaldet mod asfalten gav håndfladerne hudafskrabninger, og fødderne fik blå mærker. Jeg kom på benene og kiggede mig omkring. Et hoved dukkede frem bag hækken ved en indkørsel. Flere hoveder dukkede op bag hække hen ad vejen, og snart var jeg omringet af nysgerrige beboere. Nogle ville vide, om det var hensigten at lande på vejen. Altså, det var et ret overflødigt spørgsmål: jeg stod dér iført badebukser og redningsvest. På mit eget spørgsmål, om hvor jeg befandt mig, lød svaret:
- Egebakken, Farum!
Pokkers osse! Sølle 300 meter fra Furesøen! Jeg har i tidens løb set en del brækkede ben og ankler og følte mig heldig ved at slippe med blå mærker, hudafskrabninger - og en hullet stolthed. Og af en eller anden "besynderlig" årsag sikrede dagen mig tilnavnet Den tørre Vandspringer. Det sørgede Ole Dupont for...
Mine forældre var kørt til Furesøbad og sad på terrassen - på 1. parket. Min far havde taget en kikkert med. Da jeg hang i skærmen, kunne han følge mig ned, men pludselig forsvandt jeg ned bag træer og hustage! Et eller andet var galt. Der blev ingen vandlanding. Af de to andre springere, lykkedes det den ene med en firkantet skærm at nå frem og lande i Furesøen. Den sidste havde valgt en rund skærm og han landede - ligesom mig - et eller andet sted i villakvarteret. Uha, det var pinligt. Det blev ikke mindre pinligt med alle de folk, der fandt det evig skægt at spørge:
- Sig mig, er du egentlig klar over, hvor stor Furesøen er? 10 kvadratkilometer! TI KVADRATKILOMETER!!! Og så ka' du guhjælpeme ikke engang ramme, HA HA!
Til vandspringet i 1985 var Iskold pilot. Det gik fint for mig denne gang - bortset fra gentagelsen af vittigheder fra sidste års vandspring. Vi lettede med Roskilde Faldskærmsklubs C-182, OY-RYN, i to lift. Jeg husker den sidste springer. Han var fra Bybjerg-klubben, kørte motorcykel og tog det ikke så nøje med sit udseende. Hans lange hår var vildt. Han havde iført sig en springdragt, men lod sokker og sko blive på jorden. Da han efter springet kom i land ved Furesøbad, trak han drivende våd springdragten af og åbenbarede et par helt rene, hvide fødder. Men han åbenbarede også en mørk rand lige der, hvor springdragten nåede ned ved anklerne! Det var et skægt at se kontrasten mellem mørke underben og hvide fødder. Pokkers, at jeg ikke fik taget et foto!
På dagen for det årlige vandspring på Furesøen, d. 18. august 1986, gik mine ambitioner i retning af et godkendt spring, 10 sekunders fritfald og landing i vandet tæt ved den udlagte bøje. Da jeg ankom til flyvepladsen i Allerød, mødte jeg et par af mine kammerater, Erik Prip og Carsten Jacobsen fra FVF.
Flyvestation Værløse - inden og uden for hegnet 1959 - 1995 Side 155