Flyvestation Værløse - inden og uden for hegnet 1959 - 1995
Vi var en delegation fra HVKVÆR, der fløj med SAS til Hovedværksted Aalborg til en introduktion i tidsregistreringssystemet. Det var her, det gik op for os, at AL100 ikke validerede de ordrenumre, som blev indtastet. Det var virkelig en streg i regningen, så næste dag klagede jeg til Thomsen. Han blev ikke imponeret. Problemet blev påpeget overfor FMK. Projektlederen afviste pure, men vi lod os ikke affeje. Det var spild af ressourcer, hvis tidsregistreringssystemet blev taget i brug, og når så FLYDØS fik overført data, ville systemet spytte meterlange papirbaner ud med fejlbehæftede ordrenumre. Det ville tage evigheder at rette fejlene. Spild af krudt. FMK's AEØ, som stod bag FLYDØS, gav os medhold i kravet om validering. Jo længere tid, der gik med udredning af forkerte ordrenumre, desto længere tid tog det, før AEØ fik pålidelige data. Ifølge AEØ var det Værløse, der havde det største problem henset til omfanget og typen af ordrer.
Thomsen bad mig finde gamle skrivelser frem om, hvad der var blevet sagt og hvornår. Jeg tjekkede bl.a. hovedværkstedschefens sikkerhedsstålskab, idet jeg bad AS-chefen om adgang til skabet. Jeg låste skabet, men indså, at der var flere skrivelser at skulle tjekke. Uheldigvis glemte jeg denne gang at låse skabet. Hovedværkstedschefen kaldte mig ind.
- Det er simpelthen en skandale!... udbrød han og spurgte, hvad jeg havde tænkt mig at gøre for at finde de papirer, der var forsvundet, såfremt nogen havde stjålet dem?
Min umiddelbare tanke var, at det i så fald var sket, mens han selv eller andre var tilstede. Hovedværkstedschefen erklærede, at jeg fremover havde at henvende mig til sikkerhedsofficeren - hvilket var det, jeg faktisk havde gjort. Du godeste for en overhaling.
Thomsen fortalte, at jeg altid kunne forlange min tillidsrepræsentant tilstede. Jeg rendte over til Våbenteknisk Afdeling for at spørge tillidsmanden, hvilke muligheder jeg havde. Jeg var ikke den eneste. En af mine kolleger, Anne, var engang blevet bedt om at udfærdige en skrivelse, men var kommet til at stave hovedværkstedschefens navn forkert. Han blev edderspændt og overfusede hende. Hun lyttede roligt og spurgte så, om han var færdig. Derefter tilbageviste hun anklagerne og påpegede det gældende princip om, at forfatteren altid selv skulle udføre korrekturlæsning. Fremover stavede hun konsekvent hans navn forkert. Han havde også hævdet, at han ville skrive en kommentar i hendes personelpapirer. Det kunne hun ikke forhindre, men hun kunne kræve at se, hvad der var blevet skrevet. Intet var blevet skrevet.
I begyndelsen blev udsigten til indførelse af et tidsregistreringsystem mødt med en del sure miner. Noget af det skyldtes usikkerheden om, hvordan man skulle håndtere indtastningen. Måske føltes det også som noget, der blev trukket ned over hovedet på folk. Der var mange uafklarede spørgsmål fx omkring sygdom, orlov, møder og kurser. AL100-systemet anså fravær for fravær. Punktum. Men sådan var det jo ikke fat på hovedværkstedet. Fravær kunne være tjenstligt begrundet såsom rejsearbejde, hjemmeværnsarbejde og øvelser. Det blev nødvendigt at oprette en stor bunke koder. Men man kunne ikke forvente, at medarbejderne kunne huske samtlige koder. Altså skulle der ved hver terminal monteres en holder med sider med koder og forklaring. Lønningskontoret opdagede en dag, at AL100 ikke kunne håndtere flekstider, i hvert fald ikke på den måde, som hovedværkstedets regler foreskrev.
Og hvad var rimeligt: Skulle AL100 tilpasses hovedværkstedet, eller skulle hovedværkstedet tilpasses AL100? Der var andre systemer på markedet, men ikke mange, og spørgsmålet var, om man overhovedet kunne finde et system, der passede til os. Firmaet bag AL100, Teamco i Fredericia søgte at hjælpe på bedste vis, når jeg ringede og klagede vores nød.
Flyvestation Værløse - inden og uden for hegnet 1959 - 1995 Side 175