Flyvestation Værløse - inden og uden for hegnet 1959 - 1995
I marts 1994 begyndte kurserne. Jørgen og Kristian underviste i netværk, mens Anne underviste i Windows. Der kom en del gode tilbagemeldinger fra flere af deltagerne - dét husker jeg. Jeg gik over til FMK og spurgte chefen for AP (personelafdelingen), om hovedværkstedets undervisere kunne få instruktørtillæg. Svaret var nej. Som reglerne var, kunne civilt personel kun få tillæg, når der var tale om undervisning udover normal arbejdstid.
Det var midt i april, at netværksserveren en formiddag brød ned. Jørgen og Kristian gik i gang med at skille den ad. De 2 genier nåede frem til, at det simpelthen var blæseren, der var stået af, så serveren blev overhedet. Thomsen dukkede op og omtalte, at chefen for AS havde bemærket, at der igen var problemer med AL100. Ja, det var klart, for serveren var gået ned. Jeg oplyste, at fejlen nu var fundet, og indskød, at Jørgen og Kristian havde talt om et dual-server system for at kunne "switche" over i tilfælde af uheld - som fx med det "lig" af en server, der stod på bordet lige foran Thomsen. Den så ikke godt ud. Der stod en stålramme med printkort og harddisk. Ledninger stak ud, og der lå komponenter spredt ud. Det lignede fuldstændig resterne efter en julemiddag, hvor liget af den stakkels and lå sprættet op, ribben stak ud, og der lå sovs og kødstykker overalt.
Jeg var ret sikker på, at det var synet af liget, der fik Thomsen til at acceptere en ekstra server til 23.000 kr. Det var mange penge. De 2 genier lappede kadaveret sammen, og jeg kunne skrive en bestilling på en ny server. Da den kom, riggede de serverne til, så den ene kørte fast som hovedserver. Den anden fungerede som backup. Det hjalp. Min dagbog for de næste par år kom ned på en enkelt beskrivelse af døde servere. Ydermere blev der indkøbt en "UPS" - Uninterruptable Power Supply - som tog over, hvis strømmen blev afbrudt. Det skete flere gange, at jeg arbejdede og pludselig sad i mørke - og samtidig hørte UPS'en slå til:
- Beep... beep... beep.
Så havde man omkring 20 minutter. Det var normalt nok til, at strømmen vendte tilbage, eller at man kunne lukke serveren forsvarligt ned. Serverne kørte iøvrigt med OS/2 som operativsystem, ikke Windows. Der blev installeret LAN-Manager til at håndtere PC-netværket. De 2 genier viste Anne og mig, hvordan Windows skulle installeres på en PC'er. Det betød en tidsmæssig lettelse, så Jørgen ikke skulle installere både Windows og alle de forskellige applikationer.
Kursuslokaler
Ved næste sektionsmøde oplyste Thomsen, at han havde fået lovning på de gamle S3-skurbygninger til kurser. Hurra! Det var en kæmpe hjælp. QS var flyttet op på førstesalen, så S3 stod tom. Der var også et lille tekøkken, så man kunne lave kaffe og andet. Det betød, at vi ville kunne undervise i Windows og Office, AL100, FLYPUB og alt det andet, der var på vej. I det største af rummene var der lige netop plads nok til 6 terminalborde med PC'ere og plads til instruktøren.
Men indretningen af lokalerne kom til at tage tid. Laaang tid. Det var svært at få afpasset kurserne, så medarbejderne kunne afslutte et kursus og straks tage det nye i brug. Og der var hele tiden bud efter EDB-assistenten. Det umuliggjorde en seriøs tidsplan, og pludselig skulle Jørgen deltage i fire dages møder. Jeg luftede min frustration, men det blev opfattet som kritik. Altså endte jeg igen inde hos Thomsen, som denne gang besluttede, at Jørgen stod direkte under Thomsen. Det var ikke heldigt, erklærede Jørgen bagefter. Næh, for nu forsvandt stødpuden - mig - mellem ham og Thomsen.
Flyvestation Værløse - inden og uden for hegnet 1959 - 1995 Side 183