Flyvestation Værløse - inden og uden for hegnet 1959 - 1995


Jeg spurgte også på Facebook om Hangar 1, for det var her, jeg som værnepligtig i 1979 kørte hen med arbejdsstande til vedligeholdelse og reparation. Men en anden bruger indskød, at Hangar 1 var tilholdssted for Søværnets Flyvetjeneste (SVF)! Og begge dele var lige korrekt. SVF holdt til i Hangar 3, inden de flyttede ned i Hangar 1.

Og så har jeg haft megen gavn af samlingen af luftfotos på Det Kongelige Bibliotek.

Dagbog

En del af bogens indhold har jeg skrevet ud fra hukommelsen. En anden meget væsentlig kilde har været min dagbog fra årene. Midt i halvfjerdserne startede jeg på at skrive dagbog, og den har været et vigtigt førstehåndsvidne. Dagbogen rummede et væld af data og hjalp med at fastsætte en tidslinje.

Min far, Kai Madsen, var ansat i Jonstruplejren som instruktør og sektionschef fra 1970 til 1982. Han skrev heldigvis meget om sin egen hverdag i Jonstruplejren, og han nævnte også hyppigt flyvestationen.

Min mor, Jeanne Madsen, var ansat først ved FMK (1955-56), derefter på Flyvevåbnets Bibliotek (1969-1970) og fra 1979 til 1998 i Operationsafdelingen. Jævnligt havde hun noget at berette, enten det var flybesøg fra andre NATO-lande eller små pudsige episoder i hendes hverdag. Hun var assistent ved FLYSIK i Operationsafdelingen, men blev med tiden bedt om også at udarbejde skrivelser for oberstløjtnanten ud fra hans kladder. En dag, hun havde udarbejdet en skrivelse, gik hun ind med den til oberstløjtnanten til godkendelse. O-chefen undrede sig over, at "flyvevåbnet" blev stavet med lille f.
- Det er jo et navn, ræsonnerede han.
Men min mor pointerede, at sådan som ordet stod i sætningen, var flyvevåbnet en betegnelse, ikke et navn. Derfor skulle det i henhold til Retskrivningsordbogen skrives med et lille f. Oberstløjtnanten tyggede over min mors ord.
- Hm! brummede han. - Så må vi ha' ændret Retskrivningsordbogen!

Målgruppe

Som målgruppe tænkte jeg oprindeligt på de, der selv har arbejdet på flyvestationen. Det er den gruppe læsere, der ville læse en sætning som den følgende uden besvær:
- En SSG-2 fra VÆR-O fortalte, at en S-61 fra 722 ville komme ind over Kalø Vig.
Med det samme ville de tænke:
- Nårh, de taler om Øvelse Bikini, selvfølgelig...

Men det ville gøre det sværere for en anden stor gruppe at læse bogen, nemlig de "civile" historieinteresserede. Og noget af det, jeg ønsker, er at efterlade noget til fremtidens Værløse-borgere. Noget, der kan give dem indtryk af, hvordan det var at have sin daglige gang på flyvestationen. Jeg har derfor søgt at skrive en fortælling og proppe data ind her og der...




Flyvestation Værløse - inden og uden for hegnet 1959 - 1995  Side 9