Flyvestation Værløse - inden og uden for hegnet 1959 - 1995
Jul i officersmessen
Juleaften 1970 havde min far vagt. Nogen ulykke var det dog ikke, for det viste sig, at hele familien alligevel kunne holde jul sammen. Vi var inviteret til middag i officersmessen på Flyvestation Værløse. Her var der dækket bord til et antal familier, hvis fædre også havde vagt, med and og Ris Alamande. Flyvestationen sørgede endvidere for gaver til et stort antal børn. Min gave var et fodboldspil med en bane af karton på ca. 40x60 cm. Spillerne var små ca. 3 cm høje plastfigurer, hvor skoene endte i en flad skive på størrelse med en 10-øre. Bolden var ligeledes en flad plastskive, så man spillede det som et loppespil.
Indtil da havde jeg haft meget svært ved at forestille mig, at en jul uden for hjemmet overhovedet kunne blive god, men Flyvevåbnet sørgede for, at forventningerne til fulde blev indfriet.
Erhvervspraktik i Hangar 7
Noget tid efter at min klasse var startet på 2. real (9. klasse) i august 1974, var der en periode med erhvervspraktik. Normalt varede erhvervspraktikken 2 uger, men forsvaret tillod kun en enkelt uge. Jeg fik chancen for en uge som flymekaniker i Hangar 7 på Flyvestation Værløse. På førstedagen blev praktikanterne kørt til Hangar 6 - jeg tror, at vi kun var to praktikanter. Vi kom op ad en trappe og skulle sidde og vente, indtil vi ville blive afhentet af personel fra hangar 7. Mens vi ventede, kiggede jeg mig omkring. Der var boghylder helt op til loftet fyldt med bøger og manualer. Nysgerrigt tog jeg en manual ud og kiggede i den. Der var arbejdstegninger til et fly. Men så hørte jeg en brummende stemme og blev omgående irettesat af en mand.
Det var spændende at være i hangar 7, men ret hurtigt blev ugen ensformig, fordi man ikke havde noget at sætte mig til. Jeg kunne tale med mekanikerne, som arbejdede på den venstre motor på en C-47, og jeg kunne frit gå omkring. I hangeren var der nogle arbejdsstole; nærmest taburetter med et hårdt træsæde. De var meget lave og havde 4 små hjul. Jeg kunne sætte mig og skubbe fra med benene og kunne drøne baglæns rundt i hangaren.
På vej hjem en eftermiddag stoppede jeg ude i Jonstrup Vang og hoppede af cyklen. Der var en svanemor eller far med unger. Jeg snød mig til at tage et foto, selv om det var så tæt på hegnet ind til flyvestationen, og der var gul-sorte skilte med et forbud mod fotografering. Jeg har taget fotoet med, fordi man ude til højre lige netop kan se den orange trekant på toppen af en pæl. Man kan også se et brunt arbejdsskur og en rød bil, begge dele står på Tyskervejen. Midt i billedet ser det ud til at være bagenden af en C-54. Faktisk er der også parkeret et andet fly, måske en C-54, men halefinnen ligner ikke den fra en C-54.
Åbent Hus 1975
Året efter tog jeg og en kammerat med min mor ud på flyvestationen til Åbent Hus. Det var angiveligt i maj 1975 - af en eller anden grund blev arangementet ikke afholdt i 1976, som man ville have forventet, hvis det skulle passe med en 4-årig turnusordning mellem flyvestationerne i Værløse, Aalborg, Karup og Skrydstrup. Vejret var ikke ret godt; det var overskyet, og skyerne hang lavt, men jeg husker, da en F-104'er kom strygende ned langs banen og derefter steg nærmest lodret op. Den ramte skyerne og lavede et fint lille hul, nærmest som en tunnel op gennem skylaget. Det så pudsigt ud.
Flyvestation Værløse - inden og uden for hegnet 1959 - 1995 Side 30