Flyvestation Værløse - inden og uden for hegnet 1959 - 1995
En af de første dage aftalte vi på stuen at møde næste morgen kl. 7 til klargøring inden appel. Vi mødte dog først klokken halv 8, pga iklædning. Hele stuen fik en skideballe, fordi vi fortsatte med arbejdet, da der blev råbt "Klar på stuerne!". Jeg havde da godt hørt det, men jeg udbrød til de andre:
- Årh, det er bare en joke!
Om eftermiddagen skulle vi have FUT (Fysisk Uddannelse og træning - af vittige sjæle omdøbt til Fysisk Udmattelse og Tortur). Vi skulle gennemføre en Cooper test, hvor kravet var at løbe mindst 2400 m på 12 min. Jeg startede ud i let løb for at undgå at løbe mig flad. Faktisk kom jeg til at ligge blandt de sidste løbere. Men efterhånden løb jeg mig op gennem feltet, passerede den ene efter den anden, og da jeg kom i mål efter 12 minutter, havde jeg løbet 2990 meter. Det ærgrede mig selvfølgelig, at jeg ikke nåede 3000 m, for det ville havde placeret mig i den bedste del af holdet.
Vi fik også udleveret udgangsuniform med gråblå benklæder, flyverblå skjorte - som skulle stryges - samt et sort slips. Det var ikke et rigtigt slips; snarere noget, der lignede et halvvejs strikket slips: et 3 cm bredt sort bånd med trævler i begge ender. Allerede inden den første uge var gået, blev holdet sendt over for at blive fotograferet. Vi var alle iført øvelsesuniform, men vi havde fået ordre på at iføre os den flyverblå skjorte og slips under den grønne jakke. Da vi senere kunne købe fotografiet med alle ansigter af hele holdet, satte min mor det på hylden derhjemme sammen med de andre familiefotos.
Samme dag som vi blev fotograferet, skulle vi have skyttetjeneste om eftermiddagen. Vi havde fået udleveret en såkaldt kampuniform. Bukserne var alt for store, og til at holde dem oppe havde vi fået udleveret seler med kroge. Det føltes ikke rart; som om tøjet overhovedet ikke passede. Jakken var også alt for stor, men det var sådan set ok. Der var også en rygsæk med bælte og 2 små firkantede lærredssække til at hænge foran på brystet. Men så skulle vi prøve at gå med KP. KP var forkortelsen for kampuniformsoppakning, og der var plus og minus. KP minus var til at overleve, men KP plus var nærmest grusomt. Al udrustning skulle pakkes ned og bæres, inklusive et sammenrullet tungt tæppe hen over rygsækken. KP-plus skulle vi heldigvis kun igennem en enkelt gang. Vi blev sendt ud på gåtur i kaserneområdet og skulle sågar løbe en kort distance. Det var et helvede for mig. Som splejs på 55 kg var jeg ikke bygget til at rende rundt med en ekstravægt på 37 kg på ryggen. I min dagbog noterede jeg, at det tog halvanden time at tage udrustningen af, adskille den og få alt hængt på plads.
Hjelmen var næsten det værste. Jeg havde altid haft et drømmebillede af de amerikanske soldater fra 2. verdenskrig. De bar tit en hjelm med net, måske med græstotter strittende op. Det så cool ud! Men når jeg tog min egen hjelm på og kiggede i spejlet, lignede jeg mest af alt Emil fra Lønneberg med en dyb kasserolle klasket ned over mit lille hoved! Man kunne dårligt se mine øjne. Der var sgu'ik' meget John Wayne eller krigshelt over mig. Øv, hvor jeg var skuffet.
Efter at vi var blevet aftrådt den dag, gik jeg ned mod O-afdelingen, fordi jeg havde en aftale med min mor. På forklædet, hvor flyene normalt holdt parkeret ud for O-afdelingen, holdt der en C-47'er. Lidt efter startede den sine motorer. Jeg stillede mig op ved vejsiden i håb om at se C-47'eren rulle ud til startbanen og lette. Min kammerat, Henrik, kom kørende i en VW Kleinbus - et "Rugbrød" - og vi aftalte, at jeg skulle hente ham i KØR, når han var færdig med dagens tjenste. C-47'eren lettede aldrig - måske holdt den bare der til motorafprøvning. På vej hjem kørte Henrik og jeg inden om KFUM til et spil bordtennis.
Flyvestation Værløse - inden og uden for hegnet 1959 - 1995 Side 39