Flyvestation Værløse - inden og uden for hegnet 1959 - 1995
Om aftenen skulle vi indrette bivuak. Jeg og to andre fik anvist en bivuakplads. Vi hakkede os lidt ned i jorden med feltspaderne og udgravede en flad fordybning, som vi dækkede med grangrene. Med pinde og et lærredsstykke henover fordybningen lavede vi bivuakteltet. Det skulle være vort hjem de næste 2 nætter. Det var iskoldt at krybe ned i tæpperne og prøve at blive varm - og falde i søvn.
Vi blev vækket kl. 5 af en klovn, der havde taget fejl af, hvor holdene lå. Vi skulle slet ikke være blevet vækket, så vi kunne sove næsten en hel time mere. Men søvnen var blevet afbrudt nu, og jeg var godt mobset, da jeg kravlede ud af tæpperne. Hele holdet blev kommanderet sammen i geledder, og så løb vi i geled ned til stranden. Uf, hvor var det væmmeligt at fylde havvand i hjelmen og vaske sig - inklusive tandbørstning i saltvand. Uf, hvor jeg ikke hyggede mig.
Og jeg, der satsede på sergentskolen. Man ville ikke have mig, ikke engang selv om der rent faktisk var plads. Dengang forstod jeg ikke, hvorfor man ikke ville have en til tider pjattet, til andre tider jamrende rekrut. Det må have været let for dem at se, hvor lille jeg var indvendigt.
I løbet dagen skulle vi gennemgå flere forskellige øvelser. Bl.a. skulle vi kaste håndgranater. Vores instruktør var en oversergent Thuge. Han var faktisk en fin fyr med en naturlig autoritet uden at skulle "belære" os andre. Han viste os, hvordan det skulle gøres. Man skulle fjerne sikringen, alt imens man holdt et fast greb og klemte bøjlen ind mod granaten. Når sikringen var fjernet, var granaten pludselig blevet en dødsensfarlig dims at have i hænderne. Man skulle løfte armen op og bagud, slynge armen frem og slippe granaten. Når vi havde kastet, skulle vi uden tøven gå hen i dækning bag en høj mur - hvis ikke, var det oversergentens ansvar at få os bragt i sikkerhed. Jeg prøvede at huske, hvad der var blevet sagt, og kastede granaten. Oversergenten kiggede og sikrede sig, at jeg ikke gjorde noget galt. Der gik 5 sekunder, inden granaten gik af med et brag. Derpå konstaterede han:
- Det var dagens korteste kast.
Vi skulle også aflægge en sanitetsprøve, dvs. førstehjælp. Det var forfærdeligt. Jeg havde det med at blive forvirret, og ved en af øvelserne lå der en soldat på jorden. Momentlederen fortalte mig, at soldaten var såret, og at fjenden beskød området. Jeg fòr hen til soldaten på jorden og begyndte at forbinde ham. Det var først bagefter, spørgsmålet dukkede op: burde jeg ikke have trukket fyren væk fra beskydningen, INDEN jeg begyndte at forbinde ham? Jeg følte mig ufattelig dum. Men da de samlede resultater fra øvelserne indløb, havde jeg klaret mig bedre end ventet, pyha.
Det gik heller ikke så slemt til orienteringsløb. Jeg løb sammen en anden Madsen, og vi klarede turen på 68 min., faktisk den fjerdebedste tid. Det var solskin om eftermiddagen, da vi lå og rensede gevær og pudsede støvler.
Om aftenen skulle der være en afsluttende øvelse. Til formålet lagde vi telefonkabler ud fra en tromle. Der kunne være 100 m kabel eller mere på tromlen. Jeg var på bivuakhold 11. Vi blev sendt ud på patrulje - og blev beskudt. Jeg noterede mig, at det faktisk virkede helt realistisk. Da vi var færdige, lagde vi os i en af fordybningerne. Men igen scorede mit hold en skideballe af sergenten, denne gang for at ligge på ryggen med geværerne på jorden. Puh, det blev en lang nat, inden vort hold kunne kravle ind under tæpperne halv 4 om morgenen - en kold morgen. En sidste omgang "bad" på stranden som den foregående morgen, og så kunne rekrutterne omsider køres tilbage til flyvestationen. Telefonkablerne skulle ordnes og renses. De var filtret godt sammen, så der forestod en opgave på 100 meter kabeludredning.
Flyvestation Værløse - inden og uden for hegnet 1959 - 1995 Side 45