Flyvestation Værløse - inden og uden for hegnet 1959 - 1995


Om eftermiddagen skulle vi gennemføre en øvelse, "kamp om hus". Lige ved hegnet nær Hjortøgaard var der opført noget, der lignede en sønderskudt bygning. Døre og vinduer var væk - det var den bygning, jeg havde kendt siden barnsben, når jeg gik langs Tyskervejen. Vi skulle "sløres", hvilket holdet selvfølgelig brokkede sig over, for det fedtede stads fra sløringsstifterne var ikke til at fjerne. Jeg smurte mudder i ansigtet i stedet. Det var let at skylle af. Inden aftrædning stod der våbenrengøring på skemaet.

En anden dag stod der Cooper-test på programmet. Jeg løb de 2400 meter på et sted mellem 11 og 12 minutter. Jeg var ikke tilfreds, men tiden blev i det mindste godkendt. Der var også en ABC-personelrenseøvelse. Det var sådan noget med en gummidragt og rensemidler og en masse sikkerhedsmæssige forskrifter. Det så dødbesværligt ud, og det tog lang tid. Jeg slap Gudskelov for at skulle trække i gummidragten.

En fredag skulle vi gennemføre et O-løb - orienteringsløb i skoven. I lastbilerne blev vi kørt til Lille Hareskov, hvor løbet skulle foregå. En af mine kammerater, Hald, kom hen og spurgte, om vi skulle løbe sammen. Det ville jeg gerne. Han havde tidligere løbet sammen med mig og vidste, at jeg kendte skoven ret godt. Det gik også virkelig fint. 2 hold kom i mål før os, men jeg var i tvivl om, hvorvidt de havde løbet den rigtige rute. Hvis ikke, var Hald og jeg endt som nr 1 - et fint resultat!

De sidste par dage gik med aflevering af udrustning. Jeg skulle have udleveret nye distinktioner - flyvevåbenvingen skulle erstattes af en bjælke, for når jeg mødte til tjeneste i november, ville jeg være blevet konstabel. Men inden jeg startede som konstabel, var der ca. 7 måneder med gavntjeneste som værnepligtig, og det blev afviklet i Eskadrille 721.










Flyvestation Værløse - inden og uden for hegnet 1959 - 1995  Side 50