Flyvestation Værløse - inden og uden for hegnet 1959 - 1995


Nogle gange, når vi havde ærinder i området ved FMK og hovedværkstedet, stoppede vi ved rullebanen ud for Hangar 6, fordi politiet var på besøg for at træne køreteknik. De stillede kegler op, så de kunne afmærke en bane. Man kunne køre hen over rullebanen og videre hen forbi resterne af den gamle gård, Skatholm. Men henne ved motorprøvestanden endte vejen. Først omkring 1990 blev vejen forlænget, så Perimetervejen nåede hele vejen rundt om startbanen.

Udover kleinbussen blev vi omskolet til at køre med Landrover og BUKH-traktorer. Det var nogle små, tunge traktorer af vist nok tysk oprindelse. Foran kunne man om vinteren montere snerydningsmateriel, både roterende koste og plov. Bagpå var der en krog, som man kunne hægte alt muligt materiel på. Faktisk var BUKH'en også velegnet til at bugsere fly, men det var ikke noget, vi som værnepligtige fik lov til.

Flyveture

Da jeg startede på Line Service i marts, havde eskadrillen fået et problem med C-47'erne. I den tekniske afdeling var der en sekondløjtnant som leder, og han drøftede jævnligt problemet med de andre teknikere. Man havde opdaget, at nogle af motorerne havde små revner i cylindrene ved hullerne til tændrørene. Teknikerne talte om forskellen på ny og genbrugt aluminium, når der blev støbt cylindre. Kun K-682 var flyvedygtig. Midt i april lykkedes det at få nok en C-47 i luften, K-686. En dag hørte jeg den tekniske leder fortælle Baronen, at der var sat "PRI 02" på - højeste prioritet - for at få flyet i luften. Der var en masse nye udtryk og betegnelser for mig at lære.

Noget af det, jeg håbede på, var selvfølgelig at kunne komme med på flyveture. Det var teknisk leder, der fortalte, at flyveture, når piloterne eksempelvis skulle holde deres træning ved lige, kaldet skoleflyvning, var noget, jeg gerne måtte tage med på. Første gang, jeg kom med på en skoleflyvning, var i begyndelsen af maj, da K-686 skulle ud på en tur. Jeg fik ikke noteret, hvor vi fløj hen, men det var sandsynligvis over Nordsjælland, og jeg noterede, at der var 3 landinger. Jeg lavede efterhånden min egen "logbog".

I snit lykkedes det mig at komme med på en skoleflyvning en gang om måneden, primært K-685 og K-683. Og så var der en flyvetur midt i august, da jeg fik lov at komme med C-130'eren, B-679 på en skoleflyvning til Tirstrup og retur. Efter den flyvetur kunne jeg notere 4 landinger i logbogen.

På en skoleflyvning midt i september med K-685 sad jeg på den tomme plads ved radiooperatøren. Der var megen turbulens, så flyet hoppede op og ned. Midt i det hele, mens jeg kiggede ud, stoppede propellen! Jeg blev selvfølgelig overrasket, men fik senere at vide, at det var en del af øvelsen: At flyve på en enkelt motor.

Et par gange var det mig selv, der sørgede for at assistere som jordpersonel ved opstarten med giraf, groundwire, batterivogn og hjulklodser. Når jeg var færdig, rendte jeg rundt om vingen og hen til døren. Loadmasteren åbnede døren og lod mig hoppe op. På grund af blæsten kunne døren være tung at åbne.




Flyvestation Værløse - inden og uden for hegnet 1959 - 1995  Side 63