Flyvestation Værløse - inden og uden for hegnet 1959 - 1995
Lufttrykket var noget af det vigtigste, vi skulle måle, fordi fly indstillede deres højdemåler efter det oplyste tryk. Det var især vigtigt om natten, og når man fløj i skyer. Men det tryk, som vi målte, var ikke nødvendigvis det tryk, vi skulle oplyse. Det afhang af hvor højt flyvepladsens startbane var placeret i forhold til det sted hvor man målte.
Hvis vejrtjenesten befandt sig på toppen af en lille bakke, som på Flyvestation Værløse, og startbanen lå lidt lavere - som på Flyvestation Værløse - skulle trykket omregnes til banens højde. Dette lufttryk kaldtes QFE. Piloterne på et fly ville dermed indstille højdemåleren, så den viste nul, når flyet landede på startbanen.
Til det tal, som man målte, skulle lægges højdeforskellen ned til havoverfladen - ved havoverfladen ville trykket være en anelse højere. Man benævnte dette tryk QNH. I det lave og flade Danmark var der ikke stor forskel på det målte lufttryk, på QFE og QNH, men i lande med bjerge og dale, kunne der være stor forskel. QNH-trykket var sammenligneligt for hele landet, også selv om trykket var forskelligt mellem de enkelte stationer. Det betød, at meteorologerne kunne danne sig et overblik over situationen i hele Danmark. Det var der ikke så meget nyt i, men det var spændende at få en teknisk forklaring på forholdene og få dem sat i perspektiv.
Lavtryk og højtryk
På et stort Danmarkskort kunne man plotte (dvs. indtegne) data fra alle vejrstationer. Man kunne så tegne en streg fra en station, der målte fx 1010 millibar, hen til en anden station med samme tryk. Og videre til andre stationer med samme tryk. Ofte dannede stregen en ring. Derefter tegnede man streger mellem stationer, der målte 1005 millibar og så fremdeles. Meget ofte afslørede kortet runde ringe, hvor trykket i midten kunne være lavt - et såkaldt lavtryk på typisk 990 millibar - eller højt, hvor der i midten af ringene var 1015 millibar.
Lavtryk opstod typisk i den vestlige del af Atlanterhavet, når kold luft fra havet vest for Grønland bevægede sig ned og stødte sammen med den varme luft fra Golfstrømmen sydfra. Danmark lå i et af lavtryksbælterne, der gik fra området syd for Grønland tværs over Atlanterhavet, hele vejen til Europa og videre østpå - faktisk hele vejen rundt om Jorden. I meteorologi havde vi 2 meteorologer til at undervise, begge fra Vejrtjenesten på Flyvestation Værløse. Især meteorolog Petersen var god, og jeg mener, det var ham, der forklarede os om Coriolis-kraften og hvordan lav- og højtryk bevægede sig. Han brugte eksemplet med et badekar, hvor man trak proppen op, så vandet begyndte at løbe ud. På den nordlige halvkugle ville vandet altid rotere den ene vej, og den modsatte vej på den sydlige halvkugle.
Jeg lyttede opmærksomt. Det var godt nok ved at blive spændende, dette kursus. Men - pyh! - hvor var der meget at skulle lære. Ord som isobarer og tropopausedata, fronter og okklusioner - og betydningen af dem - var noget, vi skulle lære... udenad. Pyh!
Vind & hastighed
Vindforholdene var også noget, vi skulle i gang med at lære, såvel retning som hastighed. I Danmark var vestenvind det mest normale, og hvis vinden kom fra stik vest, ville retningen være 270 grader. Men vinden kunne godt ændre sig fra 250 til 280 grader flere gange inden for et minut, så det ville være middelvindretningen, vi skulle finde.
Flyvestation Værløse - inden og uden for hegnet 1959 - 1995 Side 89