Flyvestation Værløse - inden og uden for hegnet 1959 - 1995
Vi lærte også, at varm luft steg opad i forhold til kold luft. Der kunne være dage, hvor strømme af varm luft steg opad, mens kolde luftstrømme gled nedad. Når temperaturen i en varm luftstrøm faldt til dugpunktet, opstod der skyer, og de kunne have en næsten hel flad underside. Sådanne situationer kaldtes termik. Svævefly kunne udnytte de opadgående strømme til at holde sig oppe. Der kunne også være dage, hvor temperaturen steg med højden, men uden at der skete som lodretgående strømme. Sådanne tilstande blev betegnet som inversion og gav normalt dage med gråvejr og tæt skydække.
På kurset skulle vi aflæse temperaturen på kviksølvtermometre bestående af et langt glasrør påmalet en skala. For at måle dugpunktet brugte man et termometer omviklet en våd klud. Begge termometre skulle anbringes i en "engelsk hytte". Det var en hvidmalet trækasse monteret på et to meter højt stativ, og der var tremmer som vægge i kassen, så kassen kunne gennemstrømmes af vind, men samtidig kunne skygge for solen. En engelsk hytte kunne også rumme termometre til måling af det seneste døgns maximum og minimum.
Skyer
Vi skulle lære om de forskellige skytyper. Jeg synes, det var spændende, og skyer var jo noget, der var helt centralt for os alle. Det var noget, der var over os hver dag og som spærrede for solen.
Hen over sommeren begyndte jeg at tage fotos af skyer. Målet var at lave mit eget "skyatlas". Kameraet var ikke det bedste, og med mindre man interesserede sig vildt meget for vejret, må mine fotos have haft noget nær verdensrekord i uinspirerende indhold! Jeg viste nogle af billederne til en af vores lærere, seniorsergent Thomsen. Han kiggede på dem og forklarede høfligt om skytyperne. Men derudover virkede han temmelig... uinspireret! Han havde vist set den slags før.
Skyer blev inddelt i lavtliggende, mellemhøje og høje skyer. Vi lærte, at de tynde, udflydende skylag kaldtes stratus, mens de store blomkålsskyer hed cumulus. Hvis de voksede sig rigtig store og tog form som en ambolt på toppen, så regnen væltede ud forneden, blev de benævnt cumulonimbus. I Afrika kunne sådan en amboltsky nå op i over 10 kilometers højde, så kæmpehagl haglede ned.
- Når en sky vokser sig så stor, fortalte meteorologen, lukker al flytrafik ned.
Orv, mand! Det lød helt vildt. Det var godt nok spændende, og jeg sad næsten med åben mund og lyttede.
Vi lærte også om de mellemhøje skyer fra 5000 til 15000 fod, altostratus og altocumulus. Sidstnævnte havde et par underarter. En af dem var altocumulus lenticularis. De var linseformede, men sjældne i Danmark, fordi vi ikke havde bjerge. De kunne opstå, når vejret passerede ned over fx de norske fjelde i Telemarken. Så bølgede luftstrømmene op og ned, blev kølet af og varmet op hele tiden. Hvis man boede i Skagen, var der gode chancer for at se lenticularisser. Lige siden kurset i Jonstruplejren spejdede jeg altid efter lenticularisser. Jeg håbede altid at få det perfekte foto af en lenticularis. En dag, kort efter at være lettet fra Punta Arenas, passerede flyet lige forbi en flot, veldrejet sky med buet overside og flad underside, wow! Omgående knipsede jeg med kameraet.
Flyvestation Værløse - inden og uden for hegnet 1959 - 1995 Side 93