Flyvestation Værløse - inden og uden for hegnet 1959 - 1995
Jeg lagde mærke til et mønster: Når meteorologerne gav en vejrudsigt for de kommende par døgn, kunne man lægge en halv dag til, så passede udsigten ofte. Det var Boen, der fortalte, at når lavtrykkene ude fra Atlanten bevægede sig ind over de britiske øer, opstod der nogle uforudsigelige bevægemønstre. Med tiden, når jeg var sammen med familie og venner, og der blev talt om vejret, begyndte jeg at forsøge mig med vejrudsigter. Men det gik som regel galt, og konklusionen lød hver gang: Hold nu din kæft!
Udstyr og instrumenter
Når vi skulle samle data til en vejrobservation, startede vi ofte med at aflæse det aktuelle lufttryk. Vejrtjenestens barometer hang på væggen. Det var et højt søjleglas med kviksølv i en 760 mm høj søjle. Det var et gammeldags barometer, men meget nøjagtigt og pålideligt. På søjleglasset var der trykt en skala. Man skulle aflæse tallet ud for kviksølvsøjlens top og omsætte tallet for at finde startbanens tryk (QFE). Der skulle foretages yderligere en korrigering for at omsætte tallet til trykket ved havoverfladen (QNH). Lufttrykket noterede vi på METAR-blokken.
På væggen var der opsat hylder med instrumenter. Der var bl.a. to instrumenter, der tegnede grafer, dels sigtbarheden, dels vindhastigheden. Måske var der flere. Instrumenterne benyttede gråt, metallisk papir. En lille arm zigzaggede frem og tilbage over papiret. Når papiret langsomt gled ned over forsiden fra rulle til rulle, og armen blev gennemløbet af en elektrisk strøm, "brændte" det en streg på papiret. Det tog et stykke tid for papiret at bevæge sig ned over forsiden, og det gav observatøren lidt tid - et kvarter, måske mere - til at kunne følge udviklingen.
Selve sigtbarhedsmåleren var installeret nær den vestlige del af startbanen og bestod af en sender og modtager. Efter hvad jeg fik fortalt, stod de på hver sin side af banen. Jo mere fugt i luften, desto mindre lys nåede fra senderen frem til modtageren. Når der var tågebanker i området - det skete heldigvis sjældent - kunne det ske, at en banke bevægede sig ind mellem sender og modstander. Hvis det skete, foretog sigtbarhedsgrafen et pludseligt dyk fra god til elendig sigt. Uha! Så fik observatøren travlt: Der skulle prompte udfyldes en "SPECI" - en special METAR - med advarsel til flyvelederne, til flyvestationens enheder og til netværket af vejrstationer. Lufthavnene i Roskilde og især Kastrup var interessenter. Det var lidt det samme med tordenvejr, hvis man kunne se lyn i nabolaget. Så skulle Vejrtjenesten udsende varsler.
Den anden graftegner viste vindhastigheden. Der blev generelt tegnet zigzag-kurver hele tiden. En fordel var, at man let kunne aflæse vindstødenes højeste hastighed, og man skulle lige sjusse sig til middelhastigheden. Jeg kan ikke huske, om der også blev tegnet en graf for vindretningen. Det ville være ret let også at sjusse sig til en middelvindretning. Ændringer i vindhastigheder var også noget, vi skulle melde, såkaldt Wind Warnings. Hvis der pludselig kom kraftige vindstød, kunne det blive nødvendigt at vende fly, der var parkeret udendørs, og få dem fortøjet eller helt flytte dem ind i en hangar.
Der var indendørs aflæsning af temperatur og dugpunkt. Vi slap dermed for at skulle gå ud hver time og aflæse instrumenter. Det var en lettelse, især i vintermånederne og i øsende regnvejr.
Flyvestation Værløse - inden og uden for hegnet 1959 - 1995 Side 109