Flyvestation Værløse - inden og uden for hegnet 1959 - 1995
Skyer og højdemåler
Det krævede en del træning at vurdere skyerne, især når himlen så ud som en rodet affære. Der kunne være spredte skytjavser og skylag, der tilsyneladende bevægede sig med forskellig hastighed - til tider i forskellige retninger - og huller, hvor man kunne skimte en anelse blåt. Udsynet fra Vejrtjenesten var fint mod nord og vest, men begrænset mod syd og øst. I dagtimerne måtte man pænt gå ud af døren i COM-rummet og rundt om bygningen, så man kom ud på et åbent terræn. På nattevagter var det meget nemmere bare at åbne vinduet og springe ud på græsset, hvor der stort set var frit udsyn hele horisonten rundt.
Vejrtjenesten var så priviligeret, at vi havde en skyhøjdemåler. Den bestod af en lyskaster og en signalmodtager, der stod ude på flyfeltet, men helt nøjagtigt hvor, fandt jeg aldrig ud af. Modtageren var forbundet med et stort skrummel af et kabinet på Vejrtjenesten. Inde i skrumlet var der en indbygget tv-monitor. Kabinettet endte opadtil i en pyramide uden "spids". Pyramiden skyggede for lyset, så man selv i dagslys kunne se, hvad der foregik på monitoren. Her kunne man se de elektriske signaler danne udsving på monitoren, når lyskasteren ramte undersiden af skyer. Der var også en skala. Skyhøjdemåleren havde ikke verdensrekord i pålidelige målinger, for hvis der var spredte skyer, ramte lysstrålen hele tiden ved siden af og derved missede mange af de lave skyer. Men op til 1200-1500 fod var den et udmærket supplement - især om natten, når man intet kunne se.
METAR
På pladsen ved vejrobservatørens skrivebord lå der altid en blok med blanke formularer til METAR-rapporter. Efterhånden som vejrobservatøren indsamlede data fra instrumenter og observationer, skulle oplysningerne skrives ind på blokken. Yderst til venstre var der en kolonne for klokkeslettet. METAR'er skulle udsendes to gange i timen, hhv. 25 og 55 minutter efter timeslag, fx 13.25 og 13.55. Tiden skulle opgives i zulu-tid. Det var det samme som GMT (Greenwich Mean Time). Man anvendte også en såkaldt dato-tidsgruppe. Eksempelvis skulle d. 23 november kl. 18 skrives som 231800z. Årstallet og måneden skulle udelades.
Den færdige METAR skulle tampes ud på hvid papirstrimmel med huller. Det blev gjort på en gammel fjernskriver med et stort hjul med hvid, ikke-hullet strimmel. Man kunne ikke se, hvad man skrev, men med træningen kunne man mærke, om man havde ramt rigtigt. Det føltes i hvert fald forkert i fingrene, når man ramte skævt. Jeg husker Bjørn Stephensens måde at hamre strimler ud på. Når der var høj sol og meget lidt at rapportere, lød det nærmest som "Rakketikketokketiktiktik, tjok-tjok" og... færdig! Hold da kæft, mand, hvor der var fart på! Bjørn rykkede strimlen af maskinen og susede ud i COM-rummet for at klargøre METAR'en til afsendelse.
De hullede papirstrimler skulle sættes i strimmellæseren på fjernskriveren til Ring 1. Så vidt jeg husker var fjernskriverne koblet op til telefonnetværket. Ring 1 var styret af en computer ved Meteorologisk Institut på Lyngbyvej. Når MI's computer skrev en ICAO-forkortelse ud, fx ekch, varede det et sekund, så gik triggeren igang ude i Kastrup, så deres strimmel blev indlæst. Vi kunne følge processen. MI trak strimler fra mange stationer, startende med de 3 store lufthavne; Kastrup, Aalborg og Billund. Dernæst fulgte en liste med andre flyvepladser, inkl. Roskilde, Karup, Tirstrup, Rønne og Beldringe ved Odense.
Flyvestation Værløse - inden og uden for hegnet 1959 - 1995 Side 110