Flyvestation Værløse - inden og uden for hegnet 1959 - 1995


Inden øvelsen havde Thomsen spurgt os, hvad vi foretrak: At få udbetalt overtiden som penge eller få ekstra fridage. Thomsen anbefalede fridagene. Jeg kunne ikke gennemskue det, og lænede blot mod tanken om ekstra penge. Da lønsedlen senere kom, blev jeg skuffet over, hvor lidt vi egentlig fik udbetalt.
- Tjah, det var det, jeg forsøgte at forklare, sagde Thomsen. Og ja, han havde helt ret.

Dagbogen

Udover alle de mange oplevelser og minder, var min dagbog en rigtig god kilde til at kunne skrive om tiden på Vejrtjenesten.

Torsdag d. 4. december 1980

Der faldt en haglbyge i løbet af natten, og der var torden og meget sne. Tog hjem halv 8. Da jeg senere talte med en af mine venner, fortalte han, at han havde lyttet til telefonavisen. Det var blevet oplyst, at der var faldet 3 mm sne i Værløse - det var MIG, der havde målt det.

I løbet af efteråret kom Thomsen en dag med vagtplanen, som skulle udarbejdes for december. Det store spørgsmål var: Hvem skulle tage julevagten? Da Elin og jeg var nyansatte, hvilede øjnene på os, også vedr. nytårsvagten. Med udsigt til at skulle undvære nytårsfesten med vennerne, valgte jeg at tage... julevagten!

Onsdag d. 24. december 1980

Det var trist vejr, da jeg tog på nattevagt kl. 15. Var oppe i Jonstruplejren og hente min middag. Spiste den oppe i kontroltårnet. Om aftenen satte jeg mig i tv-stuen, og ind i mellem måtte jeg ind og observere og sende metar'er. Tv viste en amerikansk film, It's a Wonderful Life med James Stewart og Donna Reed. Hende var jeg helt væk i. Sidst i filmen mærkede jeg nogle tårer begynde at rende ned over kinderne. Lige bag mig sad flyvelederen, som havde lukket ned for natten. Håbede, at han ikke så mine tårer. Mine forældre og søster kom senere på besøg.

Søndag d. 22. februar 1981

Stod op halv 7. Far havde lavet morgenmad. Var på vejrtjenesten kl. 7. Vejret var fint. For første gang gav jeg 05hz i vejr, tørdis. Men selvfølgelig viste det sig at være forkert. Bjørn forklarede, at lyset ved 05hz var gulligt, så altså skulle jeg have angivet 10br (brume = mist = dis).

Søndag d. 22. marts 1981

Tog på nattevagt ved 15-tiden. Vejret var dejligt med Sol og varme (10 - 12 grader Celcius). Jeg nød det gode vejr til solen gik ned. Ved 22-tiden (z) måtte jeg give en vindwarning for 30 knob, men pludselig lidt over 01 (z) begyndte det at larme. Vinden røg op over 40 knob og retningen ændredes fra 220 grader til 290-300 grader. Så fik jeg travlt. Ny vindwarning, vækning af flyvelederen samt udsendelse af en speci. I 03z-synoppen tilføjede jeg fem 9-grupper, mest for sportens skyld. Middelvinden var i løbet af to minutter røget fra 220 grader til 300 grader, styrken fra 15 knob til 36 med stød til 49. Og endelig var temperaturen faldet 5 grader og barometeret steget 2 millibar mellem de 2 observationer: 00.55 og 01.55 ! Utroligt.




Flyvestation Værløse - inden og uden for hegnet 1959 - 1995  Side 117