Flyvestation Værløse - inden og uden for hegnet 1959 - 1995
Øvelse Bikini
I juni 1984 var jeg så heldig at komme med på en "Øvelse Bikini". Kort sagt var det en øvelse, hvor Eskadrille 722 trænede deres S-61 besætninger i redningsoperationer. Et antal frivillige blev sejlet ud til en gummibåd i Kalø Vig lige syd for Djursland. En S-61 helikopter dukkede op og sænkede en strop ned med en lang stålwire. Deltagerne skulle efter tur tage stroppen rundt om kroppen, lige under armhulen. Efter at et besætningsmedlem havde tjekket stroppen, skulle deltageren lade sig fire op til helikopteren. Det var fedt - og spændende.
Optagelsesprøve til Officer
Efterhånden var jeg klar over, uret tikkede hurtigere for mig, og jeg besluttede, at tiden var inde til et nyt forsøg på optagelse på officersskolen. Ansøgningen godkendtes af mit nye tjenested - her havde man heldigvis ingen dartskive ophængt - og i august 1984 mødte jeg atter frem til en uges prøver. Forsvarets Rekruttering var flyttet fra Jonstruplejren til Flyvestation Værløse og holdt til i vistnok de tidligere bygninger for Nærluftsforsvaret.
Kun alt for godt kendte jeg kassationssystemet: Klarede en aspirant ikke dagens prøver, blev vedkommende sendt hjem samme aften. Mandagens kundskabsprøver overlevede jeg, tirsdagen overlevede jeg, og onsdagen med. Onsdag eftermiddag fik vi til opgave at skrive en selvbiografi. Jeg skrev løs i 2 timer. Kun omkring en trediedel af aspiranterne fortsatte til torsdagen. Torsdag formiddag bød programmet på bl.a. en time med skriftlige spørgsmål af personlig karakter, herunder det sædvanlige spørgsmål:
- Har De en fast veninde?
Nej, måtte jeg skrive. Torsdagen var endvidere dagen for en personlig samtale med psykologen. Han havde gennemlæst min selvbiografi og vidste, hvor han ville tage udgangspunkt.
Igennem et par måneder, inden optagelsesprøven, havde jeg og mine kolleger på kontoret i bunkeren pjattet med hinanden. Det havde taget et omfang, hvor al samtale foregik som kammeratlig mobning uden bare 2 seriøse ord. Løjerne blev for meget, så jeg foretog en ko-vending og tav stille. Desværre fortsatte jeg min tavse rolle til optagelsesprøven! Da psykologen mente, at der ikke syntes meget dynamik i mig, svarede jeg, at det netop var mit ønske. Kors! Allerede samme eftermiddag lå dommen fast fra en kommision bestående af 5 autoriteter, heriblandt psykologen og kommisionslederen, en oberstløjtnant. Sidstnævnte forklarede, at "man var i tvivl". Så meget i tvivl, at det blev et afslag. Jeg var "splittet", mente man. Oberstløjtnanten gav mig dog et skulderklap, idet han betegnede mig som "endog særdeles intellektuel".
Afslaget satte gang i tankerne... igen. At være konstabel var helt fint, men jeg ville noget andet. Som barn havde jeg fået et prædikat som umoden, og umodenhed blev et tema for mig i mange år. Hvis jeg ønskede at blive moden, ville det være nødvendigt at prøve mig selv af. Fx i det private erhverv. Det havde været nødvendigt at klippe navlestrengen over, ikke bare til mine forældre og Lille Værløse, men det ville også være nødvendigt at sige farvel til et liv under trygge rammer. Forsvaret kunne siges at være et nogenlunde trygt sted: der var klare retningslinjer og en ret forudsigelig hverdag.
Flyvestation Værløse - inden og uden for hegnet 1959 - 1995 Side 139