Flyvestation Værløse - inden og uden for hegnet 1959 - 1995
Pauls begejstrede udbrud gjorde bestemt ikke sagen bedre, og da flyet accelererede hen ad græsbane 15/33, fløj tanken gennem mit hoved:
- Nåh! Denne sport var altså alligevel ikke noget for mig!
Konklusionen var lige lovlig hurtig. I hvert fald fortsatte jeg, og for hvert nyt spring svandt nervøsiteten mere og mere. Ved nytårstid havde jeg 6 spring noteret i logbogen, havde købt springdragt og anskaffet en hjelm.
Midt i februar 1983 kørte jeg ind til Nørrebro, hvor den aldrende Københavns Faldskærmsklub fejrede jubilæum. Mit kendskab til klubben var begrænset. Jeg havde dog efterhånden hørt historier om gamle dage og følte mig som en lille, uanselig automatspringer fra en uanselig Værløseklub blandt alle disse garvede kæmper og pionerer. Jeg kendte ikke nogen - udover at den ældre, distingverede herre med et faldskærmsemblem på blazeren måtte være veteranen, major Krone. Ham havde jeg tit hørt omtalt. Major Krone var en sej, ældre herre, der i en alder af 70 år stadig motionerede og udførte daglige armbøjninger.
Utallige historier verserede om majoren, bl.a. at han engang skulle være faldet ud af et fly under landing! Historien fandt jeg morsom, men næppe sandfærdig, indtil Krone en dag selv berettede den. Den gang havde man endnu ikke tophængslede flydøre. Istedet fløj man rundt helt uden dør. Krone havde som hopmester været oppe for at sætte en elev af. Eleven havde trukket sin reserve, og ved flyets landing holdt Krone stadig øje med eleven. Netop, som flyet med et bump ramte landingsbanen, mistede Krone balancen. Han havde valget mellem at gribe fat i piloten eller at vælge den åbne dør! Krone valgte det sidste... På sygehuset i Maribo manglede man uheldigvis rensevæske til Krones dybe sår efter mødet med landingsbanen. En ældre sygeplejer gik derfor igang med vand, sæbe... og børste! Krone blev lappet sammen og vendte tilbage og genoptog hvervet som springpladsens ansvarshavende instruktør. I et af de følgende spring landede Krone så hårdt i springgraven, at han bankede ansigtet ned i højdemåleren foran. Resultatet blev en ny tur til Maribo Sygehus, denne gang med en flækket læbe, blødende mund og sygeplejerens reaktion:
- Er det nu Dem IGEN?
I løbet af foråret rundede jeg ti spring og dermed den første side i logbogen. T-10 troppeskærmen var tung at danse med, men heldigvis havde FVF forskellige skærme i klubbens beholdning. Jeg kunne skifte til en C-9'er, som egentlig var en omrigget redningsskærm. Den fyldte mindre, var lettere at styre og meget lettere at pakke. Til gengæld måtte C-9'eren kun anvendes af springere med en vægt på mindre end 70 kg. Det krav opfyldte jeg let. Seletøjet var til gengæld forfærdeligt; uhåndterligt, snærende og umuligt at tilpasse indenfor en rimelig tid. Endelig skulle containeren, dvs. rygsækken, som omsluttede faldskærmen, lukkes ved hjælp af 4 splitter. Skærmen var derfor meget stram at udløse manuelt.
Fritfald
Efter 15 spring som automatspringer oprandt dagen for mit første fritfald. Hér startede et mareridt, uha! Jeg kørte op til Bybjerg nær Frederikssund, hvor Faldskærmsklubben Høvelte holdt til. Her havde man en rund springgrav med små sten, så man landede lidt blødere. Jeg skulle udføre et fem sekunders stabilt fritfald, med udstrakte arme og ben, maven vendt mod jorden og uden at foretage utilsigtede kolbøtter. På hopmesterens "GO!" sprang jeg af, men fornemmede straks efter et utroligt styrt! Ingen rutchebane kunne erstatte følelsen.
Flyvestation Værløse - inden og uden for hegnet 1959 - 1995 Side 147