Flyvestation Værløse - inden og uden for hegnet 1959 - 1995
Forskrækket rakte jeg ud efter håndtaget og trak. Intet skete! Jeg styrtede blot nedad i et accelererende tempo. Med begge hænder på håndtaget rev jeg til. Så mærkede jeg et ordentligt ryk og blev i eet nu vendt ret op og ned. Og var utrolig stolt - jeg var blevet MANUEL SPRINGER.
Om aftenen passerede springet ustandseligt gennem tankerne, hvad enten jeg havde lyst eller ej. Fødder og håndflader blev svedige. En ny dimension var dukket op: Højden. Hidtil havde landskabet under flyet blot virket som et 2-dimensionelt landskab.
Dagen efter første manuelle spring sprang jeg næste gang, men brød mig lige lidt om det. Jeg ønskede at trække håndtaget hurtigst muligt. Da hopmesteren, Peter Lindholm, til det tredie fritfald råbte "SID UD", placerede jeg hånden på stræberen og en støvle på hjulet. Netop, som jeg troede at høre næste kommando og ville fortsætte ud, holdt Peter mig tilbage. I det samme knasede en stemme højlydt i flyets radio. Jeg troede, at noget var galt, og i samme sekund slap mit mod op. Jeg bad om at måtte komme med flyet ned. Peter gloede forbavset på mig. Jeg spekulerede på, om han koldt og kynisk ville udbryde:
- Pjat med dig - bare sé at komme afsted!
Eller om han barmhjertigt ville spørge, om det virkelig var mit ønske at flyve med ned, hvortil jeg ville svare:
- Ja! Åh-JAH!
Men det gjorde Peter ikke. I stedet kiggede han på mig og spurgte:
- Jam'... du VIL da gerne, ik'?
- Jo, men jeg TØR ikke!
- Jamen-ork, sagde Peter, vi prøver da bare igen.
Piloten fløj en ny runde over pladsen. Jeg mærkede, at jeg faldt og pludselig hang under en faldskærm, vidunderligt befriet for en trykkende spænding. Og havde endnu engang måttet bruge begge hænder for at trække håndtaget.
Reglerne krævede 2 godkendte spring af 5 sekunders, stabilt fritfald, førend man kunne avancere til længere fritfald. Oftest formåede jeg kun at holde armene udstrakt til "TRE tusinde", så MÅTTE jeg trække i håndtaget. Armene skulle derfor TVINGES udstrakt, indtil jeg nåede "FIRE tusinde". Endelig, efter 11 forsøg, havde jeg 2 godkendte spring og kunne fortsætte til 7 sekunders fritfald. At jeg overhovedet overvandt skrækken for det frie fald, kunne jeg takke instruktørerne for.
Hele foråret og sommeren gik med faldskærmssporten. Jeg elskede at køre til stævner og skrive stadig flere spring ind i logbogen. Ofte rangordnedes springerne efter antal af spring. Da aftenstævnerne på Flyvestation Værløse og Bybjerg i april 1983 genoptoges efter vinteren, var der nok at se til. Som regel skulle jeg lige "overleve" mandag og tirsdag, hvorefter jeg kunne køre til Flyvestation Værløse om onsdagen, til Bybjerg om torsdagen. Fredagen skulle lige overstås, førend det atter var weekend og dermed stævne et eller andet sted.
Flyvestation Værløse - inden og uden for hegnet 1959 - 1995 Side 148