Flyvestation Værløse - inden og uden for hegnet 1959 - 1995
Landsbytosser
Toppen af alle drømme var ønsket om en dag at erhverve en firkantet faldskærm. Springere med en firkantet skærm skulle i følge reglerne have foretaget mindst 100 spring - MANUELLE! Åh, bare jeg en dag... En dag på Bybjerg skete det utrolige, at jeg fik styret C-9'eren ned til landing i selve springgraven. Det var jeg ikke vant til. Netop, som jeg var ved at løsne seletøjet, fik jeg øje på Paul Madsen, der stod ved kikkerten.
- Så du, at jeg landede i graven? spurgte jeg triumferende.
Paul kiggede hen på mig, derefter overbærende op i luften og snøftede:
- Ja, selv blind høne kan jo finde...! Hvorpå han grinede.
Det var også Paul Madsen, der kaldte os FVF'ere for landsbytosserne! Overtossen - det var vores kasserer! Jeg ved ikke, hvor han havde det fra. Egentlig var det uforskammet respektløst, men jeg kom til at grine, for jeg kunne da sagtens se os FVF'ere som kaglende høns hoppe rundt i cirkler. Fuldstændig som i Monty Python.
Efterhånden følte jeg mig hjemme i FVF, nok hjemme til at foreslå mig selv som redaktør af klubbens medlemsblad. Det var ikke udkommet i adskillige år. Jeg havde min daglige gang i bunkeren ved Flyvestation Vedbæk og kunne bruge en offline computer. Den benyttede jeg til at samle data om medlemmernes certifikater, dels til statistik, dels for at kunne ønske medlemmer tillykke, når nogen erhvervede certifikater. FVF fungerede som en helt normal klub med en valgt bestyrelse. Der var også helt normale, jævnlige frafald i bestyrelsen, som i andre klubber. Men formanden og kassereren holdt skansen - de blev omtalt som juntaen.
Lolland
En dag i foråret 1983 foreslog formanden os at tage ned til Maribo Flyveplads, hvor Københavns Faldskærms Klub havde springplads. Vi var vel 4 FVF-medlemmer, der kørte afsted. Motorvejen dengang gik kun til Rønnede, og resten af turen ned over Sjælland og den smalle Storstrømsbro foregik ad de gamle landeveje. Der var langt til Lolland. Springpladsen viste sig at være alle tiders og lå romantisk ved Højbygaard, en lille herregård tilhørende baronen til Lungholm.
Efter 7 og 10 sekunder var næste skridt 12 sekunders fritfald, med udspringshøjden sat tilsvarende op. Desuden lærte jeg at spotte, hvilket vil sige at dirigere flyet ind over udhopspunktet ved hjælp af fingertegn til piloten. Især springere med rund skærm var afhængige af et korrekt udhopspunkt, fordi de drev hjælpeløst for vinden. I juni kunne jeg notere kravene til B-certifikatet opfyldt. Dermed forelå tilladelsen til at måtte springe med min nyligt indkøbte faldskærm, en flot, rød skærm benævnt en Paracommander. Et utal af huller gjorde den mere styrbar end troppeskærmen. Der var kun 2 splitter på håndtagswiren, og endelig var den hurtigere at pakke end C-9'eren. Med sættet fulgte en lille smart højdemåler til at fæstne om håndleddet. Jeg købte udstyret af formanden, Alex. I en kælder i Farum havde han indrettet et rigger-værksted og forhandlede faldskærme og udstyr.
3 dage senere gik turen atter ned til Lolland til en uges springferie. Her lærte jeg at dreje højre og venstre rundt i fritfald. Lige inden ugens slutning aflagde jeg en prøve for at bevise, at jeg kunne foretage et ustabilt afhop og stabilisere mit frie fald. Dermed var C-certifikatet i hus, blot 9 dage efter B'et. Det var gået hurtigt. Certifikatet gav tilladelse til at springe uden sikkerhedsudløser, som ellers var obligatorisk.
Flyvestation Værløse - inden og uden for hegnet 1959 - 1995 Side 149