Flyvestation Værløse - inden og uden for hegnet 1959 - 1995
Godt en uge senere blev vi atter kørt ud på skydebanen på Amager. Denne gang startede jeg ud med at være i markørgraven. Folkene her skulle markere, hvordan en værnepligtig havde ramt skydeskiven. Markørgraven var en lang, over 2 meter dyb grav med lodrette vægge. Man holdt en 3 meter lang stang. For enden af den var der en rund, sort skive på ca. 15 cm i diameter.
Når en skytte havde skudt, trak man skydeskiven ned og undersøgte, hvor projektilet havde ramt. Derpå skubbede man skydeskiven op, og med aftalte "fagter" med stangen kommunikerede man til skytten, først hvor mange point vedkommende havde scoret, og dernæst hvor på skiven projektilet havde ramt. Det var let nok og egentlig spændende.
Det var solskin, og meget af sneen var smeltet, hvilket gjorde det hele meget lettere. Senere skulle jeg selv skyde, først knælende, derpå hugsiddende. Jeg var blevet advaret om rekylet, når skuddet smældede, men alligevel røg jeg bagover og faldt på numsen, da jeg skød fra hugsiddende stilling. Efter frokost gik vi igang med skydning på 200 meter distance. Men der kom tåge, så vi ikke engang kunne se skydeskiverne. Selvfølgelig blev resten af skydningen afblæst. Da holdet nåede tilbage til bygn.37, stod der rensning af gevær på programmet.
I forhold til den første dag på skydebanen, gik det mig meget bedre denne gang. Jeg var dog ikke tilfreds og ville tage mig sammen. Hjemme fandt jeg min fars Diana 35 luftgevær frem og øvede i haven. Det hjalp. Langsomt kravlede jeg opad på resultattavlen og endte som nr. 7 på rekrutholdet.
På Vagthold
Som en del af uddannelsen skulle rekrutholdet prøve at varetage bevogtningen af flyvestationen. Vi blev opdelt i 2 eller 3 vagthold og skulle varetage bevogtningen i 24 timer. Vi fik endda udleveret skarp ammunition som et "rigtigt" vagthold, og skulle stå med vort gevær ved indgangslågerne. Men vi fik strenge ordrer på kun at skyde, hvis der blev skudt mod os. Jeg blev sat på det sidste af vagtholdene. Vi tiltrådte kl. 12 og startede ud med at skulle sidde i vagthuset i Nordre Vagt. Jeg havde dog ikke siddet der længere tid end 10 minutter, førend vores sergent dukkede op og sagde, at vi skulle køre ned til Søndre Vagt. Jeg kendte Søndre Vagt ret godt. Vi passede vagten i 2 timer, skulle hvile os i 4 timer, inden vagt i 2 timer mere. Derpå 2 timer i Nordvagten inden midnat.
Da jeg var barn, var der altid en vagt, der gik hen og flyttede stop-skiltet, når en bilist skulle ind. Men nu var der installeret rødt og grønt trafiklys. Dermed kunne vagten sidde indendørs i al slags vejr og give adgang. Ofte var det nok, at vagten kendte chaufføren, uniformen og vognen, så fik vedkommende grønt lys. Lige så ofte så man folk vise ID-kort ved at holde det op mod forruden. Det gjaldt også, hvis man var i civilt antræk.
Efter midnat kom der melding om, at nogle personer var blevet set gå rundt ved de to nye hangarer (Hangar 46) i det nordlige område. Vores sergent var godt stresset efterhånden, og jeg fik lidt ondt af ham. Han kontaktede vagthavende officer i O-afdelingen, og det endte med, at vi overgik til forhøjet beredskab. Vores sergent understregede, at vi skulle forlange at se ID-kort fra ALLE, ikke bare chaufføren. Vi skulle gå hen til bilerne og tjekke. Ingen slinger. Jeg prøvede adskillige gange at gå hen til døren i chaufførens side og bede vedkommende om at vise ID. Det faldt ikke i god jord.
Flyvestation Værløse - inden og uden for hegnet 1959 - 1995 Side 43