Flyvestation Værløse - inden og uden for hegnet 1959 - 1995
Teknisk bibliotek
Driftssektionen havde et lille, teknisk bibliotek. Hylderne var overfyldte med autoriserede MATINS (en forkortelse for Materiel Instruktion). MATINS indeholdt tegninger, vejledninger og instruktioner om vedligeholdelse af alt materiel, lige fra fly til antenner. Systemet var indført i 1972 af chefen for Teknisk Sektor i FMK, ingeniør Mygind [10-4].
Biblioteket havde med årene samlet en stor MATINS-beholdning. Mange var nu forældet. Og værkstederne havde skaffet egne MATINS. Men vi kunne ikke bare smide gamle MATINS ud, for vi var registreret som modtager. Man kunne sagtens afmeldes som modtager, men afmeldingen skulle registreres, og de gamle sider skulle tages ud af mappen. Det var et værre hestearbejde. Vores bibliotekar havde været sygemeldt i perioder, og der trængte til en grundig oprydning. Nu var Flyvevåbnet ved at indføre FLYPUB, et edb-baseret publikationssystem - vi vidste bare ikke, hvornår vi ville blive tilsluttet.
IT på hovedværkstedet
I 1990 var brugen af PC'ere ved at indfinde i forsvaret. Fru Knudsen, hovedværkstedschefens sekretær, benyttede en PC'er med to floppy-drev; et a-drev til indlæsning af operativsystemet og et b-drev til tekstbehandlingssystemet, vist nok WordPerfect. Der var ingen harddisk i hendes PC'er. Kort før min ansættelse fik Driftssektionen et par IBM 386 PC'er. De havde egen harddisk og var et klart fremskridt.
PC'erne dengang havde DOS som operativsystem. Der var ingen grafisk overflade - ingen windows. Når man skulle have computeren til at gøre noget, måtte kommandoerne indtastes manuelt. Der var udviklet et lille system, DSI Tekst, så når PC'eren startede op, vistes en menu. Ved hjælp af op- og nedpilene kunne man vælge et ønsket program.
Derudover havde Driftssektionen en printer til foldede papirbaner. Det var en matrix-printer med "nåle", der hakkede løs på papiret med en skarp lyd og kunne høres overalt. Med tiden blev printeren placeret i et stort skrummel af et lyddæmpende kabinet. Et par år senere dukkede de første laser-printere op - men så var den gal med ozonen, og man måtte i gang med at anskaffe ozon-filtre!
DS havde nyligt ansat en edb-assistent, Jens [10-5]. Han fik indkøbt en PC'er med højt kabinet til sit arbejde og installerede en stor harddisk på 700 MB. En dag midt i arbejdet, udbrød han pludselig - forarget - at DOS kun kunne formattere de 500 MB, så man kunne slet ikke udnytte hele den store harddisk...
Jens var en høj flot fyr. En dag ringede hans telefon, mens han var ude. Jeg tog røret og hørte en ung kvindestemme begynde at flirte. Det var selvfølgelig Jens, hun var ude med snøren efter, så jeg nøjedes med tørt at konstatere:
- Jeg tror ikke, det er mig, du skal tale med.
Selvfølgelig var det pinligt for hende, men øv, hvor var jeg skuffet. Tænk, hvis det havde været mig, hun ville flirte med. Men, næ-næ!
Flyvestation Værløse - inden og uden for hegnet 1959 - 1995 Side 168