Påskeopstanden 1916

United Kingdom of Great Britain and Ireland

Da United Kingdom of Great Britain and Ireland blev en realitet i 1801, blev det forbudt for katolikker at opnå stillinger i statsadministrationen. Udøvelsen af katolsk gudtjeneste måtte i landområder henlægges til "mass rocks", dvs. hvor en sten eller krucifiks markerede stedet for en gudstjeneste (se billedet).

I løbet af 1800-tallet arbejdede først Daniel O'Connell (som har givet navn til O'Connell Street) og derefter Charles Parnell på at sikre irerne bedre rettigheder gennem politiske frem for voldelige løsninger.

I begyndelsen af 1900-tallet pressede ønsket om selvstændighed mere og mere på. Briterne gik i 1912 med til at behandle et lovforslag om irsk hjemmestyre. Men dette gav anledning til problemer i nord, hvor hollandske og skotske minoriteter var bekymrede for deres rettigheder fremover. Dernæst ønskede de at forblive tro mod det britiske kongehus - loyalisterne og unionisterne. En konsekvens af dette blev dannelsen af den halv-militære organisation, the Ulster Volunteers. Republikanernes modtræk blev The Irish Volunteers.

Da 1. verdenskrig i 1914 brød ud blev lovforslaget om hjemmestyre lagt på hylden af det engelske parliament.

Den militære gren af Irish Volunteers hed Irish Republican Brotherhood og planlagde et oprør for påsken 1916. Det skulle dækkes ind under, at Irish Volunteers ville afholde en militær øvelse. Men lederen af Irish Volunteers, MacNeill, fik nys om planerne og gav kontraordre med en helsidesannonce i aviserne søndag aften. Forvirringen var noget nær total, da mønstringen alligevel blev besluttet at gennemføres påskemandag.

Som optakt til fejringen af 100-året for påskeopstanden blev der i 2015 og 2016 afholdt mange arrangementer rundt omkring i Irland. På fotoet er nogle irere klædt i 1916-tidens snit. Herrerne bærer uniformer.

Påskemandag 24. april 1916

Kun omkring 1100 rebeller mødte op og blev fordelt til batallionerne: Four Courts, South Dublin Union (tugthus og galeanstalt), Jacob's Factory (kiksefabrik) og Boland's Mill. Hovedkvarteret blev etableret i General Post Office (GPO) med ca. 350 oprørere. The Irish Citizen Army besatte St Stephen's Green sammen med kvindernes organisation, Cumann na mBan.

Kortet viser rebellernes batallioner samt de engelsk-irske kaserner.

HQ: Headquarter i GPO
1st Batallion i Four Courts
2nd Batallion i Jacob's Factory, Bishop Street
3rd Batallion i Boland's Mill
4th Batallion i South Dublin Union
ICA: Irish Citizen Army samt Cumann na mBan i St. Stephen's Green
Royal Baracks fik senere navneforandring til Collins Baracks
Kilmainham: fængslet Kilmainham Gaol, hvor 15 af Påskeopstandens ledere blev henrettet

Forskellige kilder vurderer, at antallet af rebeller nåede op på ca. 1600 de sidste dage. Af disse skønnes 200 at være kvinder.

Billedet her viser nogle af de mure, der er tilbage af Boland's Mill, hvor 3. batallion holdt til. Batallionen havde vist nok hovedkvarter i Boland's Bakery, der lå lige uden for billedet i højre side.

Påskemandag 24. april 1916

Ved 12-tiden stillede Padraic Pearse sig op ved GPO's pyloner og læste Irlands uafhængighedserklæring højt. Erklæringen var underskrevet af de 7 signatories: James Connolly, Thomas Clarke, Padraig Pearse, Joseph Plunkett, Séan Mac Diarmada, Thomas MacDonagh og Eamonn Ceannt.

På toppen af GPO hængte rebellerne to nye flag op: dels det nuværende irske flag (grønt, hvidt og orange), dels et grønt flag med indskriptionen "Irish Republic".

Da en gruppe engelske lancers til hest opdagede, hvad der var gang i, angreb gruppen i bedste kavalleri-formation: De galopperede ned ad Sackville Street (senere O'Connell Street), men blev mødt af riffelsavler fra GPO. 3 døde. Gruppen trak sig omgående tilbage efterladende en stakkels død hest midt på Sackville Street.

En gruppe på 50 rebeller skulle besætte Dublin Castle. En politibetjent, som søgte at stoppe gruppen, blev skudt. Der var kun omkring 6 vagter på slottet, men det lykkedes en vagt at lukke gitterlågen, så gruppen trak sig tilbage og forskansede sig i the City Hall.

Michael Mallin var leder af Citizen Army, som arbejdede sammen med kvindegruppen Cumman na mBan og gravede sig ned i skyttegrave i St. Stephen's Green. Næstkommanderende var den karismatiske Countess Markievicz, som inden oprøret fascinerede gæsterne i det fine hotel Shelbourne med sin uniform og revolver i hånd. Det var hende, der inden oprøret skal have opfordret kvinder til at deltage med ordene

"Dress suitably in short skirts and strong boots,
leave your jewels and gold in the bank,
and buy a revolver.

Om aftenen begyndte det at øse ned - men ellers var der fint vejr under Påskeopstanden.

Tirsdag 25. april 1916

Denne dag brød helvede løs for alvor. Britiske tropper besatte Hotel Shelbourne (se billedet) og kunne med maskingeværer fra taget beskyde rebellerne nede i St. Stephen's Green. Oprørerne måtte søge tilflugt i bygningen Royal College of Surgeons.

Forstærkninger ankom med tog til Kingsbridge Station (den senere Heuston Station). Under Brigadegeneral Lowes kommando, begyndte man at lægge en ring om byen.

Der var relativt fredeligt ved GPO, omend fattige fra byens slum begyndte at plyndre butikkerne på Sackville Street. Det efterlod oprørerne i et dilemma: På den ene side var de på de fattige ireres side, men plyndringerne satte revolten i dårligt lys.

Rebellerne havde forposter helt i Phibsboro, hvor denne statue er rejst som minde.

Onsdag 26. april 1916

Såvel irske som engelske tropper ankom med enten tog (fra Athlone) eller skib. Sidstnævnte lagde til i havnen i Dun Laoghaire (udtales nærmest Dån Le-ri). Men da soldaterne nåede frem til Mount Street Bridge, blev fortroppen mejet ned af et dusin rebeller fra huse dels i Northumberland Street, dels Clanwilliam Place. Den engelske general Lowe nægtede imidlertid at lade tropperne finde vej over en anden bro. Det endte i en ren massakre med over 240 dræbte soldater!

Billedet herover er taget inden for i GPO på O'Connell Street. Op til 100 års jubilæet i 2016 havde Paul Derrick bygget en model i Lego af hvordan der så ud på O'Connell Street. Til højre ses Nelson's Pillar. Ved søjlens fod (den "rigtige" søjle) var der indgraveret 3 ord, bl.a. "Copenhagen", til minde om Nelsons sejr over København. "Heldigvis" blev søjlen sprængt i luften i 1966 få dage før 50 års jubilæet. Efter sigende havde IRA en andel i sprængningen, selv om det vist aldrig er blevet bevist.

Billedet viser den gamle stålbro over Liffey. En kanonbåd, Helga, havde lagt til ved kajen i billedets venstre side. Båden beskød GPO, men en af granaterne ramte stålbroen og prellede af. Vidner har berettet om braget. Den høje bygning er Liberty Hall, som blev bygget oven på den gamle, søndeskudte Liberty Hall. Man kan se en masse kæmpeplakater på bygningen. I forbindelse med 100 året for oprøret var Liberty Hall pyntet op!

Torsdag 27. april 1916

På nordsiden af Liffey floden kom det til intense kampe i kvartererne lige nord for Four Courts - mellem Church Street og Capel Street. Mange britiske soldater blev skudt ned, når de brød ind i private huse for at lede efter oprørere.

På sydsiden af Liffey var der relativt stille. Englænderne gik uden om Bolands Mill, det samme skete ved Jacob's kiksefabrik i Bishop Street/Camden Street. Og i Marrowbone Lane, hvor oprørere lå godt forskansede og med held havde pløkket soldater ned, lod man klogeligt oprørere være oprørere.

Det var om aftenen, at der udbrød brand i taget over posthuset.

Det var også torsdag, at oprørslederen James Connolly besøgte en outpost, men blev ramt af et rikochetterende projektil, som efter sigende flænsede hans underben.

Fredag 28. april 1916

Det gik mere og mere ned ad bakke med oprøret. Situationen i GPO blev uholdbar. Til sidst besluttede oprørerne at evakuere bygningen. Under maskingeværsalver fra englænderne flygtede oprørerne ad smalle stræder mod Moore Street. De gennembrød murværket i et hus og forskansede sig i nr. 16 - et hus, der er fredet i dag. Se fotoet.

Lørdag 29. april 1916

Situationen blev mere og mere desperat. I nr 16 i Moore Street kunne rebellerne blot vidne, hvordan mange civile ude på gaden blev pløkket ned. Padraig Pearse besluttede derfor, at det var tid at overgive sig. Sygeplejersken Elizabeth O'Farrell blev sendt ud med et hvidt flag. Hun blev snart råbt an af en soldat.

I følge en artikel i Irish Times erklærede O'Farrell at "The commandant of the Irish Republican Army wishes to treat with the commandant of the British forces in Ireland."

"The Irish Republican Army? – the Sinn Feiners you mean?"

"No, the Irish Republican Army, they call themselves, and I think that is a very good name too."

Elizabeth O'Farrell, som er begravet sammen med mange andre oprørere på Glasnevin Cemetery, gik under eskorte rundt til oprørernes enheder nord for Liffey. Billedet herover er fra Glasnevin Cemetery. En guide står ved Elizabeth O'Farrells grav og fortæller om kvindernes del i oprøret.

Søndag 30. april 1916

Elizabeth O'Farrell nåede rundt til batallionerne syd for Liffey. Nogle oprørere nægtede i begyndelsen at overgive sig.

En særlig sektion af Glasnevin Cemetery, nær visitorcenteret, har fået navnet "The Republican Plot". Her ligger mange prominente navne fra oprøret begravet inkl. den karismatiske Countess Markievicz.

The War of Independence

15 af de 16 ledere fra Påskeopstanden blev henrettet en efter en i Kilmainham Gaol. Billedet her er fra den militære kirkegård Arbour Hill, hvor navne som James Connolly, Padraic Pearse, Ned Daly og Thomas McDonagh ligger begravet. Arbour Hill ligger lige nord for National Museum of Ireland - Decorative Arts & History i bygningerne til Collins Barracks - det var den kaserne, der tidligere hed Royal Barracks.

Myrderierne fik gradvist ændret folkets holdning fra overvejede at være imod oprøret til had mod besættelsesmagten. Det tog godt nok noget tid, men gradvist blev modstanden organiseret i hele landet.

Det er blevet vurderet, at Påskeopstanden kostede England et bruttotab på 100.000 soldater - en grim bet, for englænderne var lige midt i 1. verdenskrig! For det første måtte briterne sendte 50.000 tropper til irland for at bevare kontrollen, og dernæst forsvandt rekrutteringsgrundlaget for henved 50.000 irere, som ellers ville have meldt sig til britisk tjeneste.

Briterne kunne ikke sende fuldt udrustede og trænede soldater til Irland. Mange af de soldater, der i stedet blev sendt over, optrådte mere som bøller og fik tilnavnet "the black and tans" og blev umådeligt upopulære. De havde deres andel i, at hadet til briterne blussede op og i 1919 endte med the War of Independence.

En masse af Påskeopstandens oprørere blev sendt til Wales til et fængselsophold i Fron-goch, som var indrettet i de tomme bygninger efter et whiskey-distilleri. Fangerne blev dog løsladt inden for 1 år og vendte hjem. Mange meldte sig under fanerne i uafhængighedskrigen 1919-21, heriblandt Michael Collins. Der er intet tilbage af fængslet, men der er rejst en mindetavle omgivet af det walisiske og irske flag.

Inspiration

Hvis du vil læse mere om dette det nok vigtigste kapitel i Irlands historie, så er der masser af gode bøger og film. En god, lille bog, der giver et overblik over begivenhederne er Richard Killeens bog, A Short History of The 1916 Rising, Gill & MacMillan 2009. Man skal nok søge den antikvarisk.

Der er/har været mange udstillinger om opstanden. I postkontoret på O'Connell Street kan man besøge udstillingen GPO Witness History.

Ved National Museum Collins Barracks åbner en ny udstilling om opstanden, mere info på www.museum.ie.

Rundt omkring i Dublin - og Irland - er der mange påskønnelser for rebellernes selvopofrelse - fotoet herover er fra bydelen Ballymun og viser de syv ledere, der underskrev uafhængighedserklæringen. De døde for sagen - og dokumenter viser, at de vidste, at oprøret ville blive nedkæmpet.

Filmen, Michael Collins fra 1996 om War of Independence er virkelig spændende. Filmen handler godt nok ikke om Påskeopstanden, men starter med scener foran GPO, hvor englænderne skyder løs mod oprørerne. Sidstnævnte må overgive sig - med lidt fri fortolkning af historiens gang, men pyt. Liam Neeson spiller overbevisende som Michael Collins. Af andre store navne kan nævnes Alan Rickman, Aidann Quinn, Charles Dance og... Julia Roberts, som efter sigende bad om at være med i filmen.