Donegal - Tory Island



County Donegal

Tory Island er en forblæst og isoleret ø helt mod nordvest. Mere end noget andet sted i Irland afhænger ens besøg på øen af "weather permitting". Bølgerne er næsten altid høje omkring Tory Island - vi snakker om Atlanterhavet. Så selv om der er blå himmel, kan man ikke bare regne med at kunne tage afsted. På irsk hedder øen Oileán Thoraí. Navnet hentyder til de knap 100 m høje, lodrette klipper, som findes på øens østside. Tory Island ligger ca. 10 km fra hovedlandet og er 4-5 km lang.

Læs også vor engelske beskrivelse fra Tory Island.


Irske nummerplader

På nummerplader: DL

Farver: Grøn og gul(d)



Havnen i Magheraroarty nær Falcarragh, County Donegal

Havnen i Magheraroarty nær Falcarragh

Turen til Tory Island starter på molen i Magheraroarty (eller Magheroarty eller på irsk: Machaire Ui Robhartaigh). Det er ikke langt fra Falcarragh i et af de irsk-talende områder i Donegal. Man kan også sejle fra Bunbeg, som ligger længere mod sydvest.


Havnen i Magheraroarty nær Falcarragh, County Donegal

Havnen i Magheraroarty nær Falcarragh

At sikre sig rigelige forsyninger, mens man har tid, er noget, som øboerne kun alt for godt kender betydningen af. Det er uanset, om det er forsyninger til øens supermarked eller til øboernes private lagre.


Færgen Tormór til Tory Island, County Donegal

Færgen Tormór til Tory Island

Man sejler til Tory Island med den lille færge Tormór. Turen tager 45 minutter - afhængigt af vejret selvfølgelig.


Bjergene i Donegal

Bjergene i Donegal

Undervejs til Tory Island, kan man bagude se Donegals karakteristiske bjerge og deres profiler. Længst til venstre ses Muckish med sine 622 meter. Så følger nogle toppe, jeg har glemt navnene på, og dernæst er der Mount Errigal med sin karakteristiske pyramide-profil. Errigal er 752 meter højt og er Donegals højeste.


County Donegal

Oppe at ride på bølgerne

Har man tendens til søsyge, skal man nok forberede sig til turen over til Tory Island. Selv når vinden som på fotoet er svag, kommer man højt op at ride på bølgerne.


Beboere på Tory Island, County Donegal

Beboere på Tory Island

De lokale øboere er selvfølgelig nysgerrige efter at se, hvad og hvem der kommer med næste færge. I baggrunden ses øens eneste hotel, Ostan Thoraí. Det er også her, man finder en af de få pub'er på øen.


Round tower på Tory Island, County Donegal

Round tower på Tory Island

Tory Island har et ægte round tower. Det menes at være bygget i det 6. århundrede. Ikke langt fra ruinen findes en anden seværdighed - som faktisk nok er større - og det er et koptisk Tau-krusifiks lige ved havnen. Visse kilder mener, at det kan være inspireret af de kristne koptere i Egypten, som anvendte netop samme type kors.


An Siopa Phobail, Tory Island, County Donegal

An Siopa Phobail

Her er øens gamle købmandshandel, som frem til 2006 var den eneste på hele Tory Island! Siopa betyder butik, og phobail betyder noget i retning af offentlig.


An Siopa Thorai, Tory Island, County Donegal

An Siopa Thorai

Tory Islands nye købmandshandel åbnede i 2006 og betød et gevaldigt fremskridt - både for øboerne selv, men også for turisterne.


Tory Islands fyrtårn, County Donegal

Tory Islands fyrtårn

Helt ude vestpå ligger øens fyrtårn. Det er vist nok bygget i 1832. I 1990 blev det fuldautomatisk.


Skulptur af Maria, County Donegal

Skulptur af Jomfru Maria

Rundt omkring i Irland findes der stadig mange af små statuer af enten Jesus eller Jomfru Maria. Her er det midt på Tory Island, når man vandrer fra An Baile Thiar (Vestby) mod øst. Baile betyder by, og når der er an foran, betyder det byEN. Thiar betyder vest - T'et er stumt. På mange vejskilte i Irland ser man An Thiar - mod vesten.


Den østlige del af Tory Island, County Donegal

Den østlige del af Tory Island

Fotoet her er taget i april 2006, og det er tydeligt, at Tory Island er en ø uden mange træer og buske. Læ er der ikke meget af overhovedet.


Bænk på den østlige del af Tory Island, County Donegal

Bænk på den østlige del af Tory Island

En meget speciel ting ved Tory Island er disse bænke, man ser adskillige steder på øen. De står der, tilsyneladende helt umotiveret, selvom der nok er en årsag til, at de er der.


Høje klipper på Tory Islands østdel, County Donegal

Høje klipper på Tory Islands østdel

Navnet, Oileán Thoraí, hentyder angiveligt til de høje klipper på øens østlige del. De når op på knap 100 meter de højeste steder, og nogle af dem er virkelig lodrette!





På Google Maps-billedet herunder ses Donegal mod nordvest. Tory Island er en lille prik ud for kysten.