Dublin South



County Dublin

Dublin syd er generelt alt hvad der ligger syd for River Liffey. Vi starter turen i Temple Bar (Temple Bar ligger principielt i centrum og burde omtales på siden om centrum, men der var ikke rigtig plads).


Nummerplade, County Dublin

På nummerplader: D

Farver: Lyseblå/navyblå



Quay's Bar, Temple Bar

Temple Bar

Temple Bar er en bydel, der strækker sig fra Westmoreland Street i øst til ca. Parliament Street i vest, fra River Liffey i nord til Dame Street i syd. Der er brosten på de fleste gader - og pub'er overalt. Her finder man nok den mest berømte af alle pubber: The Temple Bar. Det er nok også den pub, man oftest ser turister tage et foto af.


Quay's Bar, Temple Bar

Quay's Bar i Temple Bar

Temple Bar er den mest populære bydel på sydsiden af Liffey. Oprindelig var det et område med varelagre og pakhuse, men da byrådet ville sanere området, kom stemningen i kog. Det lykkedes protestbevægelsen at stoppe projektet. I stedet begyndte de gamle huse at blive restaureret og fyldes med pub'er. Quay's Bar ligger på et lille torv næsten for enden af Ha'Penny Bridge. Oprindeligt bestod Quay's Bar kun af en enkelt bygning - den tredie bygning fra venstre. Inden de to nye huse opførtes i 2001-02, var der bare et plankeværk, skrammel og en del bænke til de, der ikke var plads inden for i Quay's Bar.


Quay's Bar, Temple Bar

Levende musik i Quay's Bar

Levende musik oplever man jævnligt, hvis man er på pub i Irland. Turist-brochurerne fortæller ofte om levende musik, og den er god nok; det er ikke bare en reklamegas. Levende musik er en særdeles levende del af irsk pub-kultur.


Quay's Bar, Temple Bar

Et par pint Guinness i Quay's Bar

Endnu et billede fra Quay's Bar. Her har bartenderen hældt Guiness op i et par glas. Hvert glas rummer en pint = 454 ml. Øllet kommer ud nærmest som skum og skal lige sætte sig. På fotoet kan man se, at øllet nederst i glasset har en mørkere farve; det er skumfrit øl. Øverst er skummet lyst, og laget bliver tykkere, mens selve øllet afskummes. Efter at farven er blevet helt mørk, hælder bartenderen den sidste slat øl op. Også denne slat skal lige sætte sig. Når skummet buler ca. en halv centimer op over glassets kant, er der serveret! Cheers - eller som de siger på irsk: Sláinte. Det skal udtales nærmest som slårn-tje og betyder "godt helbred".


Statue of Molly Malone

Molly Mallone

Et af de motiver, der oftest fotograferes, er statuen af Molly Mallone. Historien går, at Molly var en fattig pige, der solgte fisk om dagen. Forskellige kilder angiver, at hun supplerede sin indkomst ved at være glædespige om aftenen. Den distingverede herre siddende på soklen tilbragte mange år ved Mollys statue og spillede med et traditionelt irsk musikinstrument; en bodhrán (tromme). Med smil, sang og spil lokkede han mange turister til - og selvfølgelig tjente en skilling på det.

Omkring år 2012 blev Molly Malone flyttet fra Grafton Street for at give plads til LUAS-sporet - Dublins let-jernbane. I stedet blev hun flyttet 100 m hen foran Dublin Tourism, som holder til i en "deconcecrated" kirke i Wicklow Street.


Trinity College

Biblioteket ved Trinity College

Trinity College lige syd for O'Connell Street i gaden College Green er en af de store seværdigheder i Dublin og noget nær et must. Biblioteket har endeløse rækker af gamle bøger. Mest seværdigt er The Book of Kells, som er et ældgammelt manuskript smukt håndtegnet.

Biblioteket er et besøg værd, absolut, men sørg for at komme tidligt, for ellers er køen lang! Køen er ok på hverdage og uden for turist-sæsonen. Faktisk kan man på fotoet se køen, som går hen langs husmuren og ender ved indgangen midt på bygningen.


Trinity College

The Campanile ved Trinity College

Dette fine klokketårn kaldes The Campanile og står midt i Trinity Colleges gård. I følge goireland.about.com blev det bygget i 1853.


Trinity College

Afgangsklasse fra Trinity College

Trinity College holder på traditionerne ved afgangsceremonien. Her er det den tidligere irske præsident, Mary Robinson, efter overrækkelse af diplomer for en stribe glade og stolte Masters of Art. Fotoet er fra 2002.


Gadekunstner i Grafton Street

Gadekunstner på Grafton Street

Grafton Street er Dublins pendant til Strøget i København. Det længste stykke af gaden er blevet ændret til gågade og samtidig er det blevet et "posh" sted at handle. Man ser også mange udklædte gadekunstnere som denne flotte egyptiske prinsesse/tempelgudinde.


Gadekunst i Grafton Street

Gadekunst i Grafton Street

Man ser tit gadekunst til salg. Her er det i Grafton Street. Der er lidt graffiti på selve murværket, men Dublin er faktisk mindre plaget af graffiti end København.


Mansion House i Dawson Street

Mansion House

Fotoet viser Mansion House i Dawson Street. Det er her Dublins borgmester bor. Han eller hun kaldes the Lord Mayor of Dublin.


Mansion House i Dawson Street

Borgmesterens bil foran Mansion House

Borgmesterens bil er en gave til borgmesteren, og altid er det årets første registrede bil i Dublin. I mange år var det en Volvo, men i 2004 skiftede det pludselig til Renault. Læg mærke til nummerpladen. Den er registreret 06-D-1, altså nummer 1 i Dublin i 2006!


Georgiansk husdør

Georgiansk hus med flot dør

Dublin er berømt for sine flotte, georgianske døre. Her er et eksempel fra området mellem Merrion Square og Leeson Street.!


St. Stephen's Green

St. Stephen's Green

St. Stephen's Green er et åndehul midt i en travl storby. Parken åbnede omkring 1880 og støder op til et pænt kvarter; Dawson Street og Kildare Street - og så ligger parken i forlængelse af Dublins strøg: Grafton Street. Er vejret godt, bliver parken hurtigt fyldt op af dublinere i frokostpausen mellem kl. 13 og 14 (og nej, frokostpausen ligger IKKE mellem kl. 12 og 13, som den gør i Danmark!).


Leinster House

Leinster House

Leinster House huser Irlands parlament - the Oireachtas, som igen består af the Dáil (repræsentanternes hus) og the Seanad Éireann (senatet). Selve bygningen er opført midt i 1700-tallet, og man kan komme med på rundvisninger derinde. Østsiden af Leinster House, som ses på billedet, ligger ud til Merrion Square, mens vestsiden, som egentlig er hovedindgangen, ligger ud til Kildare Street.


Christ Church at High Street

Christ Church ved High Street

På området, hvor de gamle vikinger etablerede Dublin - efter sigende de norske vikinger - ligger Christ Church. Pudsigt nok er to af de største kirker i Dublin, Christ Church og St. Patrick's Cathedral, begge protestantiske! Det kan overraske, eftersom man ville forvente, at de var katolske, men omvendt må man sige, at det er en reminiscens fra den gang, England "sad" på Irland.


St. Patrick's Cathedral

St. Patrick's Cathedral

St. Patrick's Cathedral ligger lige syd for Christ Church. Ligesom Christ Church, ejes St. Patrick's Cathedral af Church of Ireland og er dermed protestantisk. St. Patrick's Cathedral er meget gammel, idet de ældste dele går tilbage til 1200-tallet.

Fotoet her er taget en meget tidlig morgen lige omkring 1. juli - for ellers kunne der ikke komme sol på nordsiden. På grund af bygninger lige syd for kirken kan man ikke tage et ordentligt foto fra den vinkel. Normalt er parken åben, men uheldigvis ikke søndag morgen. Det blev nødvendigt at klatre over det 2½ meter høje gitter. Lidt af en overraskelse var det derfor at opdage et par festklædte unge mennesker sidde på plænen og småsludre. De måtte jo også være klatret over... men, nej! Synet af et par tomme vinflasker omkring dem afslørede, hvor de sandsynligvis havde tilbragt hele natten!


Grand Canal

Grand Canal

Her er Grand Canal, som gennemløber byen fra øst til vest. Grand Canal halvvejs omkranser Dublins centrum syd for Liffey, mens Royal Canal gør det samme bare nord for Liffey. Man kan stort set sejle på Grand Canal helt fra Dublin til floden Shannon i vest, idet kanalsystemet engang sammen med Royal Canal udgjorde et vigtigt transportsystem tværs over Irland. Fotoet er vistnok taget fra Percy Place over mod Herbert Place. Om sommeren er disse åndehuller meget populære, forståelig nok. Der holder gerne både ænder og svaner til.


Guinness - St. James' Gate Brewery

Guinness Brewery - bryggeriet

Guinness bliver brygget i store mængder i Dublin. Det tager vel et kvarter at gå fra O'Connell Street og hen til bryggeriet på sydsiden af Liffey. Alternativt - og det er nok en bedre ide - kan man tage med en af sightseeing-busserne og stå af ved bryggeriet. Der er gode rundvisninger, og man kan komme op i bryggeriets høje tårn med bar og fremragende udsigt. Det siges, at Carlsberg brygges her hos Guinness, idet Guinness har licens på brygning af Carlsberg i Irland!


Kilmainham Hospital - Irish Museum for Modern Art

Kilmainham Hospital eller Irish Museum for Modern Art

Kilmainham Hospital var tidligere et hospital, men er nu omdannet til musem for moderne kunst.


Clamped

Clamped!

Irerne er ret afslappede mht. at parkere lovligt. Det kan man sådan set godt forstå, for der er ikke ret mange steder at måtte parkere. Gaderne er smalle, og eftersom det offentlige transportsystem mildt sagt udviser mangler, er dublinerne henvist til at klare sig selv. Men hvor de er afslappede mht. at parkere lovligt, er de alt andet end afslappede mht. at blive taget for at parkere ulovligt! Ejeren af denne Opel har måske også bandet - men det står temmelig højt og tydeligt på skiltet, hvornår der må parkeres! Bliver man taget - "clamped", som det hedder - er man nødt til at ringe til parkeringsselskabet, som så kommer kørende med nøgle og "befrier" bilen! Afgiften kostede mange steder 50 Euros (375 kroner) i 2005, men er sat op siden da, og 100 Euros er ikke ualmindeligt.


Gardai til hest

Gardai til hest

Ind i mellem ser man ridende politi i Dublins smalle gader som her i Trinity Street.


Betjent på motorcykel

Betjent på motorcykel

Betjenten på fotoet her er taget med for at vise en irsk motorcykelbetjent i aktion. Og ballonerne? Ja, okay-okay, balloner udgør normalt ikke en del af politiets udstyr! Deres tilstedeværelse skyldes, at betjenten hjalp med ved en fredelig festival.


LUAS sporvogn i Dundrum

LUAS sporvogn i Dundrum

At være pendler og køre til og fra centrum i muldretiden kan være et mareridt. Der er både tog og busser, men dækningen lader noget tilbage at ønske, og dertil tager det langt tid at komme omkring. Dublinerne er i meget høj grad afhængig af egen transport, og det vil sige egen bil. Men det tager gerne en time til halvanden time i myldretiden at køre i bil fra fx forstaden Sandyford i syd til centrum til St. Stephen's Green. Derfor var det en kæmpe lettelse for mange, da indvielsen af den første LUAS-linje fandt sted i 2004. Pludselig tog det kun 22 minutter at komme fra Sandyford til Stephen's Green!

LUAS-systemet er vel nærmest en mellemting mellem en sporvogn og en let jernbane. Siden 2004 er nok en LUAS-strækning blevet indviet; fra Connolly Station til forstaden Tallaght i sydvest. Og en LUAS-strækning fra centrum til lufthavnen i nord er projekteret. Fotoet her taget i juli 2004 ved stationen i Dundrum syd for centrum. En flot bro fører LUAS-toget hen over et vej-knudepunkt.


Poolbeg Power Station

Poolbeg Power Station

Man kan dårligt undgå at se skorstenene fra det store kraftværk, Poolbeg Power Station ved indsejlingen til Dublins havn. Uanset om man kommer ind med flyet fra øst (og sidder i venstre side), eller om man ankommer til Dublins havn med færge, er kraftværkets 204 m høje skorstene noget af det første, man får øje på.