County Offaly ligger lige midt i Irland… lige midt i The Midlands. Der er temmelig langt til havet, uanset i hvilken retning du kører. Men selvom Offaly ligger langt fra kysterne, nåede vikingernes hærgen og plyndren helt til det store klosterkompleks, Clonmacnoise, vel nok County Offalys største attraktion.
De fleste danskere er stødt på navnet for Offalys hovedby uden at tænke over det: Tullamore! Whiskey’en, Tullamore Dew, er kendt viden om, og den er altid velegnet til en irish coffee.
På nummerplader: OY
Farver: Grøn, hvid og guld
High cross i Clonmacnoise
Clonmacnoise blev anlagt ved Shannon-flodens bred i 6-800-tallet. Det blev et blomstrende uddannelses-center for den kristne lære, indtil vikingernes plyndring tog til sammen med anglo-normannernes hærgen, så Clonmacnoise til sidst blev opgivet.
Clonmacnoise har 3 store high cross. 2 af dem er flyttet indendørs i besøgscenteret, hvor de står beskyttet mod vejr og vind... og vandalisme. Det store high cross på dette foto er vist nok en replica. Helt til højre på fotoet ses midtpå en smule blåt; det er River Shannon, som markerer grænsen mellem County Offaly og County Roscommon, og som løber ud i Atlanterhavet nede ved Limerick i sydvest.
Clonmacnoise
Clonmacnoise er et stort område, og der findes adskillige stenhuse og et rundetårn inden for murene.
Teleskopet i Birr
Udover Clonmacnoise har Offaly en anden stor seværdighed: Det gamle teleskop fra observatoriet i Birr ved Birr Castle. Teleskopet blev bygget i 1840'erne. Det er berømt, især fordi det banede vej for opdagelsen af, at spiraltåger er fjerne galakser og ikke er en del af Mælkevejen. Faktisk var teleskopet langt forud for sin tid, da det blev bygget. Teleskopet kan løftes i højden, men ikke drejes til siderne. Teleskoperne - for der var egentlig flere - blev bygget på slottets eget område, og er klart et besøg værd. Et godt sted at starte at læse mere om stedet er på Birr Castle’s hjemmeside.
Grand Canal i Tullamore
Hovedbyen i County Offaly er Tullamore. Oprindeligt var det her, man bryggede whiskey’en Tullamore Dew, indtil produktionen blev flyttet til Cork - som med så megen anden sprut-produktion i Irland. Men i 2014 blev et nyt distilleri opført ved en ny ringvej syd om byen. Byen fik stor betydning midt i 1800-tallet, fordi kanal-systemet, som strakte sig helt fra Dublin i øst og Galway i vest, gik gennem Tullamore. Takket være kanalerne kunne man hurtigt transportere tunge varer tværs over Irland på kort tid. Kanalen her har forbindelse med Grand kanal, der omkranser Dublin centrums sydlige del.
For danskerne er der en lille raritet ved Tullamore: Da Vor Frue Kirke i København for mange år siden skulle have nyt orgel, blev det gamle sendt til Tullamore og opstillet i en af byens kirker.
Charleville nær Tullamore
I udkanten af Tullamore mod sydvest findes et stort gods med en flot middelalderlignende slotsbygning. Det er Charleville, som er et besøg værd. Godset er i privat eje. Man kan (så vidt jeg ved) ikke komme ind i selve hovedbygningen, men parken er åben for besøgende.
Charleville nær Tullamore
Selve hovedbygningen er opført i gotisk stil, men om murværket virkelig er så gammelt, er et godt spørgsmål. Det er lidt for "pænt" og er hverken overgroet af planter eller lav- og mosarter. Vinduerne sidder regelmæssigt, og der er for mange af dem til at være middelalderligt.
Charleville nær Tullamore
Når man vil besøge Charleville, kører man hen til slottet ad en mindre jordallé. På vejen passerer man en række store træer, som er så typiske overalt i Irland: Mange af træerne er overvokset med vedbend som træet til højre og træet i baggrunden.
Pub'en Blue Bell nær Tullamore
Syd for Tullamore rammer man ind i en lille flække bestående af "3 huse og et kryds"! Ved vejkrydset findes denne typiske landsby-pub, Blue Bell.
Pub'en Blue Bell nær Tullamore
Baren i Blue Bell er også umådelig typisk for en irsk pub, og meget hyggelig. Fotoet er taget sent i januar. Bemærk julepynten! Det er typisk irsk at lade julepynten hænge, og man skal ikke blive forbavset over at se pynten hænge der helt til juni - eller hele året for den sags skyld!
Pub'en Blue Bell nær Tullamore
Blue Bell har også en typisk pejs. Bemærk fotoet af Michael Collins, den store nationalhelt i Irland. Bemærk også julepynten og lampen med den tiltede skærm til venstre på pejsens hylde!
Billedet fra Google Maps herunder viser County Offaly i Irlands midte.