Wicklow



County Wicklow

County Wicklow ligger ud til Irlands østkyst lige syd for Dublin. Det meste af Wicklow fyldes af Wicklow Mountains, som er et relativt højtliggende plateau. De fleste bjerge er skuret ned af is og ælde, så de mere ligner bakker end bjerge. Til gengæld er det Irlands trediehøjeste bjergkæde, med Lugnaquilla på 923 m. Wicklow er kendt viden om for sin skønne natur.

For folk, der tager på weekendtur til Dublin og ønsker at se mest muligt på kort tid, er Glendalough i hjertet af icklow et oplagt udflugtsmål. Wicklow er en kontrast til Dublins pulserende liv, og Wicklow begynder bare 10 km syd for Dublin. Der bor godt 100.000 i County Wicklow.


Irske nummerplader

På nummerplader: WW

Farver: Blå og guld



Glendalough, County Wicklow

Rundetårn i Glendalough

Vikingernes hærgen og plyndren nåede et højdepunkt i 8-900-tallet. Kirken søgte værn mod vikingerne ved at flygte til utilgængelige egne og byggede de senere så berømte Round towers - rundetårne. Tårnet i Glendalough er et flot eksemplar og er et vartegn for stedet. Indgangsdøren befinder sig i 3 meters højde, så hvis man vil ind, er man nødt til at skaffe en stige.


Glendalough, County Wicklow

Kirke af sten i Glendalough

Glendalough ligger lige ved en lille landsby, Laragh, midt i Wicklow Mountains. Det er en times kørsel fra Dublin, hvadenten man selv lejer bil eller tager dertil med bus. Man kan hoppe på en af sightseeing-busserne fra O'Connell Street i Dublin.


Glendalough, County Wicklow

Kirkeruin i Glendalough

Kirkeruinen på fotoet er en del af det store ruinkompleks i Glendalough.


Glendalough, County Wicklow

Glendalough

Glendalough har altid været en kæmpe turistattraktion. Irerne selv valfarter til stedet primært for at slippe væk fra Dublin i weekenden. Hvis man ønsker at besøge Glendalough, så plan på at ankomme tidligt for at undgå køerne.


Upper Lake, Glendalough, County Wicklow

Upper Lake i Glendalough

Glendalough kommer egentlig af tre ord: Glen, som er det samme på skotsk og betyder dal. Da betyder to, og lough kan sammenlignes med det skotske ord for sø; loch, ligesom i Loch Ness. Altså "dalen med de to søer". På fotoet ses Upper Lake.


Tonelagee nær Wicklow Gap, County Wicklow

Tonelagee nær Wicklow Gap

Fra Laragh, landsbyen ved Glendalough, kan man køre vestpå opad til Wicklow Gap. Her passerer man Tonelagee, som egentlig mere ligner en bakke, men hvis top faktisk når op til 814 m.


Hollywood, County Wicklow

Flækken Hollywood

Hvis man fortsætter vestpå fra Wicklow Gap, kommer man ned gennem den lille flække, Hollywood! Nej, det er IKKE en stavefejl! Hvor Hollywood i Los Angeles har sit navn fra, ved jeg ikke, men Hollywood i Wicklow er helt sig selv. Det antydes af, at butikken på fotoet både er posthus, købmand og tankstation!

Læg mærke til, at der over indgangsdøren står posthus både på engelsk, Post Office, og på irsk, Oifig An Phoist. Det udtales nærmest som Åffi-gån-fist, hvor fist udtales nærmest som fisssht - sådan cirka!


Clencormac Inn, County Wicklow

Sugar Loaf Mountain og Glencormac Inn

Sugar Loaf Mountain er et lille bjerg lige sydøst for Dublin nær Bray. Man kan se den karakteristisk spidse top over det meste af Dublin - undtagen i periferien samt helt i syd fordi andre bjergsider skygger for Sugar Loaf. Sugar Loaf er 501 m højt, så det er til at overse, men det er en god spadsertur opad. Man kan vælge den nemme løsning - at stille bilen på en parkeringsplads ved hovedvej R755 og gå det sidste stykke - eller man kan starte ved Glencormac Inn og tage den besværlige vej op ad den stejleste del af bjerget.


Sugar Loaf, County Wicklow

Sugar Loaf Mountain

Fotoet her er taget ikke langt fra toppen af Sugar Loaf. Desværre viser fotoet ikke ordentligt farvespillet fra lyngen, der gror vildt på store dele af Sugar Loaf. Det er værd at tage en tur helt op fordi man kan se det meste af Dublin - hvis vejret tillader det.


Powerscourt, County Wicklow

Powerscourt

Powerscourt lige syd for Dublin Mountains er et udpræget udflugtsmål. På bagsiden af hovedbygningen er der en flot anlagt park med udsigt til Sugar Loaf Mountain. Powerscourt er bygget i den typiske palæ-stil indført at den tyske arkitekt, Richard Cassels (deraf det engelsk-udledte ord, castle) i 1700-tallet. Hans andre projekter inkluderer Castletown House i Kildare samt Russborough House på vestsiden af Wicklow Mountains nær Blessington. Ikke langt fra herresædet ligger Powerscourt Waterfall, som hører med til Powerscourt.

Besøg Powerscourts hjemmeside.


Powerscourt Waterfall, County Wicklow

Powerscourt Waterfall

Ikke langt fra Powerscourt kan man besøge Powerscourt Waterfall. Det siges med sine 121 meter at være Irlands højeste vandfald, men det udsagn kan diskuteres. Bemærk at der nederst til højre på fotoet sidder en person på en sten.


Avoca, County Wicklow

Avoca

Er du på tur til eller fra Powerscourt, kan du tage ind til Avoca. Det ligger meget belejligt ved hovedvejen N11. Avoca er et meget populært sted, hvis man er på tur i omegnen. Her kan man købe mad, tøj, bøger, og der er et stort afsnit med cafe/restaurant - og som regel altid mange mennesker.


The Coach House in Roundwood, County Wicklow

The Coach House i Roundwood

Roundwood er en lille by på vejen fra Dublin ned til Laragh og Glendalough. Byen hævdes at være den højestbeliggende by i Irland. Den ligger i godt 300 meters højde, ja, men om det er den højestbeliggende by kan være svært at bekræfte. Men sikkert er det, at Wicklow Mountains er et omfangsrigt bjergplateau. The Coach House er et oplagt sted at stoppe, hvis man er en route på vej til eller fra Laragh og Dublin. Maden er fin, for man forventer ikke den store restaurant-oplevelse i et pub-miljø. Det er typisk "bar food". Jeg har været derinde adskillige gange, både til kaffetørst-slukning og til frokost. Navnet The Coach House skal vel nærmest oversættes med "Kuskehuset" eller "Kuskekroen".


Lough Tay, County Wicklow

Lough Tay

Lidt nord for Roundwood finder man nede ad en stikvej - R759 - en dal med stejle sider og en sø i bunden. Det er Lough Tay. Bjerget i baggrunden er Luggala på 595 m (i følge Wikipedia).


Glenmacnass, County Wicklow

Glenmacnass

I 1798 forsøgte irerne et oprør mod englændernes herredømme. Særligt nede i County Wexford på Irlands sydøstspids gjorde bønderne oprør. Oprøret blev slået ned med brutal hånd. Men englænderne indså betydningen af hurtigt at kunne sende tropper fra Dublin, så midt ned igennem de uvejsomme Wicklow Mountains anlagde man en vej - idag er det R115. Vejen går helt oppe fra Dublin og ned til Laragh (og vist endnu længere). På vejen passerer man den skønne dal Glenmasnass. Der er et vandfald ved dalens vestende. Fotoet er taget oppe fra vandfaldets top, omend det er næsten tørlagt. Man kan ikke rigtig se den stejle afgrund, men den starter lige, hvor gruppen på 4 personer står.


Glenmacnass Waterfall, County Wicklow

Glenmacnass Waterfall

Her er et foto af Glenmacnass Waterfall fra en anden vinkel - og med vand i - fotograferet december 2004.


Glenmalure, County Wicklow

Glenmalure

Syd for Laragh og Glendalough når man ned til Avonmore, floden, og Avondale, Parnells herresæde. Man kan køre gennem dalen vestpå til man kommer til en parkeringsplads og ikke kan komme længere. Det er Glenmalure, et eldorado for naturelskere og hikere - vandrere. Huset på fotoet er faktisk et lille hostel, en slags vandrehjem, der efter sigende er åbent i sommersæsonen.


Glenmalure, County Wicklow

Mindesten for 1798-oprøret

Ved parkeringspladsen i Glenmalure er der en stor sten med inskription. Stenen er sat til minde om bondeoprøret i 1798, og dens ledere er nævnt. USA havde sin uafhængighedskrig i 1776, Frankrig sin revolution i 1789, Danmark stavnsbåndets løsning i 1788, og Irland sit oprør, som startede med bl.a. Wolfe Tone i 1796.


Glenmalure, County Wicklow

Klokkeblomster nær Glenmalure

De skønne blomster her er taget på en vandretur fra parkeringspladsen ved Glenmalure på vej op mod toppen i vest. Ruten går lige nord om området ved Lugnaquilla.


Avondale, County Wicklow

Avondale

Avondale er et flot herresæde ikke så langt fra Laragh og Glenmalure. Det var har, Charles Stewart Parnell boede. Parnell gjorde et stort stykke arbejde i det britiske parliament for irsk uafhængighed i anden halvdel af 1800-tallet. Hans politiske karriere led et knæk grundet sit forhold til Mrs. O'Shea, som var gift med en anden politiker, Captain O'Shea.

Såvel hovedbygningen som parken er åben for publikum.


Avondale, County Wicklow

Avondale

Her er en del af interioret fra Avondale. Bemærk harpen. Harpen er om noget det nationale irske musikinstrument. Man kan diskutere, om det er violinen, fløjten, bodhràn'en (en tromme) eller den irske sækkepibe, men harpen er nok nummer ét. De irske myndigheders logo er harpen, og det er harpen, der afbildes på de irske Euro-mønter...


Baltyboys Bridge, County Wicklow

Baltyboys Bridge

I den vestlige del af Wicklow Mountains kan man køre over denne bro ved Baltyboys. Den forbinder en lille tange, der næsten deler vandreservoiret, Pollaphuca Reservoir, i to dele. Det er ikke langt fra Blessington, som man kommer til fra Dublin ad hovedvej N81 mod sydvest.


Russborough House, County Wicklow

Russborough House

Russborough House er et lille herresæde, der ligger på vestsiden af Wicklow Mountains, ikke langt fra Blessington på hovedvej N81. Det er bygget i midten af 1700-tallet af den tyske arkitekt, Richard Cassels. Russborough House blev offentlig ejendom i 1978. I mange år var det lukket, men efter årtusindeskiftet er huset sat i stand, og der er adgang til hovedbygningen i sommerhalvåret. Der er udstillet en række kunstværker. Parken er åben hele året, og der er anlagt en labyrint af høje hække i 1989.

Besøg Russborough House’ hjemmeside.


Russborough House, County Wicklow

Russborough House

Russborough House er bygget i palæ-stil med sidebygninger ganske som Castletown House, Powerscourt, Strokestown (Roscommon) og andre. Her er en mindre port, der fører ind til bagsiden af huset samt avlsbygningerne.


Wicklow Town, County Wicklow

Wicklow Town

Hovedbyen i County Wicklow er Wicklow Town, som er en havneby på østkysten. Det er en hyggelig by med krogede gader. Butikker har hyggelige og fine skilte. Faktisk er skiltemaler stadig et meget aktivt håndværkerfag i Irland. Bemærk lygtepælen med el-kabler: Det ligner mildest talt en gang makværk! Det var næppe blevet accepteret i Danmark. Det er et under, at der ikke oftere sker strømafbrydelser i Irland. De hænder, jo, men ikke så ofte, som man ville forvente, når man ser hvordan kablerne er ophængt!


Wicklow Town, County Wicklow

Genbrugsstation i Wicklow Town

Irerne er ved at indse betydningen af en seriøs affaldshåndtering. Faktisk er der i 10 års-perioden efter 2000 gennemført flere tiltag, eksempelvis brune, grønne og sorte affaldsbøtter på hjul i Dublin, og fotoet viser en genbrugsstation i Wicklow Town. Ordningen med affaldsbøtter på hjul fungerer faktisk rigtigt godt: De grønne bøtter er til plast, papir og øl- og sodavandsdåser, de brune bøtter er til organisk affald, og de sorte bøtter er til resten. Maling, kemikalier og batterier kan man slippe af med på genbrugsstationerne. Det sidste skal man betale for.

Mange irere er blevet sure over, at man skal betale ekstra for ordningen, fordi, som de argumenterer, affald betaler de i forvejen for via skattebilletten. Og hvad sker der med de ekstra penge, der indbetales, spørger de? Ryger de ned i lommen på de mange korrupte embedsfolk? Mange irere har simpelthen nægtet at betale.


Post Office in Rathnew, County Wicklow

Posthuset i Rathnew

Fotoet her viser et typisk irsk posthus i den klassiske stil. Det er fra Rathnew lige vest for Wicklow Town. Man ser de karakteristiske grønne og gule farver, den grønne postkasse ved indgangen, og posthusets navn står både på engelsk og på irsk. Det er selvfølgelig kikset at ville vise noget rigtig irsk, og nabo-huset så er en... Indian takeaway! Kors! Nå, men det er også noget typisk irsk nu: Blandede kulturer! I Dublin var Murdoch's Fish'n Chips det oprindelige, men siden hen er der kommet masser af Chinese takeaways og Thai takeaways. Der er også masser af polske butikker i Dublin. Ifølge CSO (Central Statistics Office) var der i 2002 godt 80.000 polakker i Irland.


Brittas Bay, County Wicklow

Brittas Bay

Langs det meste af County Wicklows østlige side findes der strande fra nord til syd. Fotoet her er taget fra Brittas Bay, lige syd for Wicklow Town.


Meetings of the Waters, County Wicklow

Meeting of the Waters

I den sydlige del af Wicklow, på vej R572 mellem Rathdrum og Avoca, finder man Meeting of the Waters. Her løber floden Avonmore sammen med bifloden Avonbeg og bliver til floden Avoca. Når det har regnet, som på billedet, løber der temmelig meget vand gennem floderne.

Fra restauranten, Meeting of the Waters kan man sidde med sin kaffe, øl, frokost eller andet og nyde udsigten til flodernes sammenløb.

Meeting of the Waters


License Plate, County Wicklow

Wicklow-nummerplader - WW

De irske nummerplader starter altid med de sidste to cifre af årstallet. På biler der indregistreres i 1998 står der 98, og biler fra 2011 har 11 forrest. Men systemet blev brudt i 2013, måske grundet overtro med tallet 13. I hvert fald fik nye biler cifrene 131 som vist på fotoet, og for andet halvår af 2013 starter bilerne med 132.


På billedet herunder fra Google Maps ses County Wicklow.