Siden år 2000 er der føjet et navn til listen over irske folkehelte. Tom Crean er navnet. Og selv om navnet måske ikke når op på niveau med Irlands store folkehelt, Michael Collins, ser Tom Creans navn ud til at have vundet solidt fodfæste.
Tom Crean deltog i 3 ekspeditioner til Sydpolen med navne som Scott og Shackleton i begyndelsen af 1900-tallet og hjalp med at udforske kontinentet. Tom Crean selv nåede aldrig frem til Sydpolens punkt 90 grader syd, men han tilbragte længere tid ved og på Sydpolen end nogen anden.
Tom Crean var født i Gortacurrane på Dingle-halvøen i Kerry. Og der er et særligt sted, man med fordel kan besøge: The South Pole Inn i landsbyen Annascaul. Bloggen her giver dig et overblik over Tom Creans liv og giver forslag til steder at besøge.
Måske er du allerede stødt på Tom Creans ansigt i lufthavnen, måske uden at have tænkt over det. Norwegian har malet Tom Crean på halefinnen på et af deres Boeing 737Max.
Kørselsvejledning: Er du kørende fra Dublin, skal du følge M7 mod Limerick. Fortsæt ad motorvej M20 til denne stopper og bliver til hovedvej N21. Du kommer gennem adskillige mindre byer, idylliske Adare, Newcastle West og kører op på et plateau. Kort efter Abbeyfeale dukker skiltet op med velkomst med County Kerry. Fortsæt ad N21 til Tralee (Tra betyder strand, altså Lee's strand eller stranden ved Lee). Snart efter når du Blennerville og kører over en lille bro. Nu er du på Dingle-halvøen. Fortsæt ad N86 over højderyggen, som deler Dingle i en nordlig og sydlig halvdel. Derefter går det nedad og efter et stykke tid når du frem til Annascaul (også: Anascaul). Se Google Map-kortet nederst på siden.
The South Pole Inn, Annascaul
Når du ankommer til Annascaul finder du i landsbyens vestlige ende let pub'en The South Pole Inn.
The South Pole Inn
Lige inden for indgangsdøren hænger et stort foto af Tom Crean; det klassiske foto af ham med pibe i munden. Fotoet er ifølge Tim Foley taget af Frank Hurley i 1915.
The South Pole Inn
The South Pole fungerer både som pub (og restaurant) og som museum for Tom Crean. Der er 2 rum fyldt med flotte fotos og tegninger.
Tom Creans ekspeditioner til Sydpolen
I pub'en er der også nogle billeder, som er informationstavler, og som fortæller
om Tom Creans 3 ekspeditioner:
1901-1904: Ekspedition med Scott ombord på Discovery -
1910-1913: Ekspedition med Scott på Terra Nova
1914-1917: med Schackelton på Endurance. Ekspeditionen endte som
en redningsmission
Det var på turen med Terra Nova at Tom Crean deltog som support for Scott. Scott var i kapløb med Amundsen om først at nå Sydpolens 90 grader syd. Scott tog 4 mænd med på den sidste strækning og nåede 90 grader syd d. 17. januar 1912 - kun for at opdage, at Amundsen allerede havde rejst et telt med det norske flag.
Scott endte sine dage på Sydpolen på vejen tilbage. Tom Crean deltog på et 11-mands hold, der senere fandt teltet med Scotts lig og 2 andre døde.
Efter at support-gruppen havde sagt farvel til Scott, som bevægede sig mod syd, begyndte Tom Crean, Lashly og Evans på tilbageturen til base camp. Men undervejs kollapsede Evans. Crean vandrede alene 56 km tilbage og skaffede hjælp. Creans heroiske vandring tog 18 timer og var endnu en af hans store bedrifter.
Endurance og James Caird
Oven på et skab står en model af skibet Endurance samt redningsbåden James Caird.
Da skibet Endurance blev kvast af isskruningerne, trak besætningen på 22 mand afsted med 3 redningsbåde over isen og nåede åbent vand. Det lykkedes dem at sejle til the Elephant Island. For at få hjælp, sejlede 6 af dem videre med James Caird 800 sømil mod øst i håb om at nå frem til hvalfangerstationen på South Georgia Island.
Efter 800 sømil i storm og et oprørt hav landede James Caird på South Georgia Island. Men mændene befandt sig på sydsiden af øen, og hvalfangerstationen Stromness lå på nordsiden. Tom Grean, Shackleton og Frank Worsley måtte derfor klatre over isbræer og bjerge for at nå frem til stationen.
James Caird
I et baglokale ud mod baghaven står en model af James Caird i fuld størrelse - dog uden sejl. James Caird var navnet på en af de 3 redningsbåde, som den 22 mand store besætning brugte for at redde sig fra det skibbrudne Endurance til The Elephant Island.
Det var også James Caird, som Tom Crean, Shackleton og fire andre sejlede 800 sømil med for at nå frem til South Georgia Island i håb om at få hjælp fra hvalfangerstationen. Det lykkedes, og alle 22 sømænd blev reddet.
The South Pole Inn
Tom Crean vendte hjem fra Sydpolen og giftede sig i 1917 med Eileen Herlihy. Han fortsatte med at sejle for Royal Navy, indtil han i 1920 forlod Royal Navy og vendte hjem for at etablere sig. Han købte et hus, hvor der tidligere havde været pub, og indrettede senere The South Pole Inn.
Det siges, at han sjældent talte om sine eventyr. Irland i 1920 lå i krig med England - og dermed Royal Navy - om løsrivelse, og det var mere end årsag nok til ikke at fortælle om oplevelserne som officer i Royal Navy.
Hvis du kommer til Annascaul, kan du lige på den anden side af vejen ved The South Pole Inn besøge en lille bitte bypark med denne statue af Tom Crean. I favnen holder han 2 slædehundehvalpe. På det tilsvarende foto, som hænger i pub'en, holder han 4 hvalpe. Det lader til at være blevet til et offentligt mysterium, om hvorfor der er forskel på antallet af hvalpe. En helt logisk forklaring kan være, at det er sværere at skulle støbe en bronze-skulptur og få det til at ligne 4 hvalpe frem for 2.
The South Pole Inn
I baren kan man købe øl på dåse fra Tom Crean Brewery i Kenmare. Den ene af bryggeriets stiftere er Tom Creans eget barnebarn, Aileen Crean O’Brien.
Tom Crean's Irish Lager
Rundt omkring på husmure i byerne på Dingle-halvøen ser man reklamer for Crean's tunge øl. Bryggeriet bag, Dingle Brewing Company, havde til huse i en mindre bygning på vejen fra Dingle Town op til Conor Pass, men måtte lukke. Lampen på husmuren her er fra Dingle Town.
The South Pole Inn
Hvert år arrangeres der mange vandreture i omegnen af Annascaul, og The South Pole Inn er blevet et naturligt mødested; en base. Om sommeren kan der være mange turister her - og trængsel - især i weekenderne.
Ballinacourty Graveyard
Tom Crean ligger begravet på gravpladsen ved Ballinacourty et par kilometer nord for Annascaul.
Tom Crean's tomb at Ballinacourty Graveyard
Tom Creans gravmonument, som han selv byggede til sin familie, findes i det ene hjørne. Det tilrådes, at man følger stierne, fordi kirkegården er gammel og det siges, at på nogle af gravene ligger topstenen løs, så man kan falde i.
An Unsung Hero
Der er skrevet flere bøger om Tom Crean, men Michael Smith's bog, An Unsung Hero - Tom Crean - Anarctic Survivor, angives som den, der virkelig satte gang i folkeinteressen for Tom Crean.
Bogen udkom i år 2000 og kan købes som paperback mange steder - bl.a. i baren hos "The South Pole Inn". Den kan også købes hos boghandlere, fx Eason's. Og så kan den købes online.
En ting som bogen særligt åbenbarer, er hvordan Scott, som tabte kapløbet til norske Roald Amundsen, tog meget let på forberedelserne og næsten lod hånt om at drage nytte af andres erfaringer med forholdene på Sydpolen.
En anden bog om Tom Crean er Tim Foleys Crean – The Extraordinary Life Of An Irish Hero.
På internettet er der flere kilder:
tomcreandiscovery.com.
tomcreanbook.com
Aidan Dooley, en irsk forfatter og skuespiller fra Galway, har i mange år optrådt som Tom Crean. Således optrådte han i sommeren 2023 på Olympia Theatre i Dublin og gav en både underholdende og samtidig lærerig forestilling, hvor han selv spillede rollen som Tom Crean - Antarctic Explorer. Det var medrivende at høre fortællingen og se polarpåklædningen, som den var i virkeligheden.
Annascaul finder du stort midt på halvøen Dingle Peninsula.